Landstræner Heinz Ehlers må se langt efter de danske NHL-profiler, når han til februar skal sende tropperne på isen ved vinter-OL i Beijing.
Efter 50 udsatte kampe og en fremrykket juleferie på grund af høj coronasmitte besluttede den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL, onsdag at nægte ligaens spillere at tage afsted til legene i Kina.
Derfor må de danske NHL-profiler Lars Eller, Oliver Bjorkstrand, Nikolaj Ehlers og Frederik Andersen se til hjemme fra stuen, når det danske ishockeylandshold for første gang deltager ved et vinter-OL.
- Det er jo ikke den store overraskelse, men det er selvfølgelig trist. Det er ude af vores hænder, og vi må bare acceptere, at sådan er det, siger landstræner Heinz Ehlers til Ritzau.
Danmark kvalificerede sig i august måned til OL ved at vinde kvalifikationsgruppen foran Norge, Slovenien og Sydkorea, noget der frembragte stor glæde hos Nikolaj Ehlers, der til daglig spiller for NHL-holdet Winnipeg Jets.
Nu er OL-drømmen knust for den danske ishockeyspiller og kollegerne.
Foruden de fire nævnte kan yderligere fire danskere risikere at miste muligheden for at deltage ved OL.
Det kræver dog, at de bliver skrevet ind i NHL-truppen på deres respektive hold.
Spillerforeningen og NHL havde ellers indgået en overenskomst, der betød at spillerne kunne deltage ved det kommende OL.
Ligaen havde dog muligheden for at trække sig fra aftalen indtil 10. januar 2022, hvilket de nu har gjort på grund af de mange udsatte kampe.
Men der var ikke nogen vej udenom med situationen i NHL taget i betragtning. Det fortæller DR Sportens ishockeykommentator, Frederik Lindved:
- Beslutningen er jo sørgelig på mange måder, men man er nået til et punkt, hvor det var svært at se andre muligheder. Der er meget udbredt smitte, ser man på alle hold i ligaen. Det handler ikke om, at der er trukket en beslutning ned over hovedet på spillerne. Man har sat sig sammen og sagt, at man ikke skal tage til OL, hvis man skulle færdigspille en nogenlunde meningsfuld NHL-sæson, siger Frederik Lindved.
Herunder giver DR Sportens ishockeykommentator dig svar på, hvilke konsekvenser det har, at både danske og udenlandske NHL-stjerner ikke er at finde med skøjter og tandbeskytter på kunstisen i Beijing:
Hvilken betydning har det, at de bedste spillere ikke kommer til OL?
- Det er fuldstændig forfærdeligt for den olympiske ishockeyturnering og for hele vinter-OL. De kæmpestore ishockeystjerner ville være med til at løfte det her OL. Ishockeyturneringen mister nu meget kvalitet og meget interesse. Det er altødelæggende for den her ishockeyturnering.
- Der er et årligt VM, hvor de bedste spillere ikke er med, fordi NHL stadig er i gang, så OL er den eneste reelle mulighed for, at de bedste landshold kan spille mod hinanden.
Vinder eller taber Danmark på det her?
- Danmark taber på det her, fordi det er de bedste danske spillere overhovedet, der ikke kan være med til OL.
- Rent sportsligt mangler Danmark nu profilerne, der skal gøre forskellen. Jeg har sværere ved at se, hvem der skal score målene nu uden Oliver Bjorkstrand, Nikolaj Ehlers eller Lars Eller. Det er et voldsomt svækket dansk hold.
- Men dansk ishockey misser også muligheden for at vise sig frem til et bredere dansk publikum, end det man normalt kommer ud til med den danske liga og VM. Nu kunne man vise sine store stjerner på den helt store scene mod de bedste spillere i verden.
Hvem er de store vindere og tabere generelt?
- Jeg synes ikke, at der er nogen vindere i det her, men dem der stadig kan stå stærkt, er dem der har stærke hjemlige ligaer.
- Rusland har en stærk liga, og Sverige har mange gode spillere at tage af. Russerne er måske nu en oplagt guldkandidat, og det havde de ikke været, inden det her var sket.
- Under normale omstændigheder ville Canada være kæmpe favorit, og Sverige ville have gode muligheder. Skal jeg pege på en vinder, vil jeg pege på Rusland, som også blev olympisk mester for fire år siden.
Vinter-OL afholdes fra 4. til 20. februar, og det danske landshold i ishockey for herrer er kvalificeret for første gang nogensinde.