Dansk NHL-stjerne mistede bevidstheden efter voldsom tackling

Philip Larsen blev kørt ud på en båre, da hans klub Vancouver Canucks tabte til New Jersey Devils. Larsen er ved bevidsthed igen.

Philip Larsen køres ud på en båre efter det voldsomme hit. (Foto: © ELSA, Scanpix)

Philip Larsen var ude for et grimt uheld, da han natten til onsdag dansk tid med sit mandskab Vancouver Canucks mødte New Jersey Devils i NHL.

Godt fem minutter inde i anden periode ved stillingen 1-1 modtog den danske ishockeyspiller pucken ved banden bag eget mål.

I samme øjeblik som han fik pucken, ville Larsen lave et retningsskift, men han så ikke, at Devils-spilleren Taylor Hall var på vej med en tackling.

Efter et voldsomt hit til hovedet gik Larsen i isen og lå bevidstløs, mens med- og modspillere begyndte en større nævekamp lige rundt om danskeren, der liggende på isen blev ramt på hjelmen af to skøjter.

Larsen blev ført ud på en båre, men han skulle ifølge klubben være ved bevidsthed, inden han blev kørt på hospitalet til observation.

https://twitter.com/shane1342o/status/806310071609294849

Vancouver endte med at tabe opgøret med 3-2, og efterfølgende var Canucks-træner Willie Desjardins mere bekymret for sin danske back end for selve nederlaget.

- Man er altid bekymret, for man ved ikke, hvad der er sket. Så det vækker bekymringer. Jeg tror, at det er ok. Jeg har fået af vide, at han bevæger sine arme og ben, og han er vågen og kan reagere, lød det efter opgøret fra Desjardins på klubbens Twitter-profil.