Ærlig Nikolaj Ehlers: Jeg kunne have haft et bedre VM

Han imponerede alt og alle mod Sverige, men Danmarks største VM-stjerne er ikke tilfreds med sin egen slutrunde

Nikolaj Ehlers er ikke helt tilfreds med sit VM. (Foto: © Jan Korsgaard, Scanpix)

Kåringen som kampens bedste spiller var nok VM’s mindste overraskelse. Nikolaj Ehlers var her, der og alle vegne i 4-2-nederlaget til Sveriges superstjerner, og han kronede sit imponerede spil med oplæg til begge Danmarks mål.

Men det tårnhøje niveau har ladet vente på sig for Danmarks største profil. Som eneste NHL-spiller i truppen har mange offensive forhåbninger været lagt an på 21-årige Ehlers, der dog først for alvor strålede mod vores svenske naboer.

- Det var den måde, jeg gerne ville have spillet på fra starten af. Det er lidt ærgerligt at sige nu, men det er jo helt min egen skyld, siger Nikolaj Ehlers til DR Sporten.

Sløv start på VM

Efter de første fire VM-kampe var Nikolaj Ehlers blot noteret for en enkelt assist. Det var på ingen måde, hvad man forventede, og generelt fungerede spillet ikke ret godt i Danmarks førstekæde med Ehlers, Peter Regin og Morten Madsen.

Men det ændrede sig på godt fem sekunder mod Tyskland. I overtiden eksploderede lynhurtige Ehlers forbi de tyske spillere, afleverede til en helt fri Peter Regin, og så sendte han pucken i nettet til dansk sejr.

Og med ét var Danmarks nummer 24 igen den Nikolaj Ehlers, der i år har sat dansk NHL-rekord med hele 64 point.

Beviset er søndagens kamp mod Sverige, hvor han igen og igen fløj hen over isen mellem de svenske stjerner og konstant var en offensiv trussel.

- Jeg synes, han er klasse derude i dag. Han viser vejen frem, og han viser, at vi ikke skal være bange for at tage kampen mod dem, siger Markus Lauridsen, der nød godt af Ehlers’ forarbejde på sin scoring til 2-3.

- Han er jo en klassespiller i NHL, så det er klart, at han sagtens kan måle sig med Sveriges stjerner. Så det er jo bare at takke Ehlers for den flotte assist.

En skuffet topscorer

Med sine to oplæg mod Sverige er Nikolaj Ehlers nu dansk topscorer. Det havde de fleste nok forventet allerede inden VM, men det overraskende er, at det har taget så lang tid at få gang i den offensive produktion.

- Jeg kunne have haft et bedre VM. Det er lidt ærgerligt, at min bedste kamp er den sjette. Det er jo kun min egen skyld, så jeg er ikke heller ikke helt tilfreds, siger en ærlig Nikolaj Ehlers efter det hæderlige nederlag til den ishockeymæssige storebror, Sverige.

- Jeg synes, vi spiller en skidegod kamp. Man skal huske på, at det er Sverige, vi møder, men vi vidste, at vi havde en chance, hvis vi gav den en skalle. Selvfølgelig kan man ikke være tilfreds, efter man har tabt, men vi spillede en god kamp i dag.

Nikolaj Ehlers har mulighed for at fortsætte de imponerende takter allerede senere i dag. Danmark spiller nemlig sidste VM-kamp kl. 16.15, hvor Italien er modstanderen.