Et opslag i en rumænsk Facebook-gruppe i 2014.
Den dengang 13-årige Nikita Löw Kristensen var på jagt efter en ny dansepartner. Han skulle kunne matche den talentfulde danserindes tårnhøje ambitioner og ligeså kompromisløse arbejdsmoral.
Derfor foreslog Edith datteren Nikita, at hun skulle søge blandt unge østeuropæiske dansere. Edith er selv fra Rumænien og har boet i Ungarn; hun kender mentaliteten og ved, at de er villige til at satse alt for at lykkes.
I millionbyen Bukarest blev 14-årige Tudor Gabriel Andrei af sine forældre gjort opmærksom på Nikitas opslag. Han skrev straks til hende, og i maj 2014 tog han og forældrene turen til Danmark for at kigge på forholdene og ikke mindst møde Nikita og hendes familie.
Der var kemi mellem de to unge dansere, og højden matchede også.
To måneder senere flyttede Tudor ind og blev som en ekstra søn og bror hos familien i Almind, som foruden Nikita og Edith tæller faderen Tom og Nikitas tvillingbror Vincent.
De kæmper alle for, at Nikita og Tudors drøm om et verdensmesterskab i ti-dans skal gå i opfyldelse, og det kræver et særligt sammenhold at få enderne til at mødes i både ugeskemaet og husholdningsbudgettet.
- Ungerne fortjener vores opbakning, for de brænder for deres dans og har nogle utroligt dygtige trænere. Det er en kærlighedshistorie. Vi elsker jo vores børn, og de elsker deres sport. Vi ånder for det samme, fortæller Edith.
På trods
Selvom Nikita og Tudor har 10 danske mesterskaber på 3,5 år bag sig i de danske i junior- og ynglingerækkerne, er dansesporten langt fra en pengemaskine for det unge par.
Der gives ikke store præmiepenge for sejrene, og udgifterne er store.
Der skal findes penge til flyrejser og overnatninger, når Nikita og Tudor weekend efter weekend rejser Europa tyndt for at deltage i internationale turneringer.
Tøj og sko er i dyre materialer, og der skal investeres i mange forskellige sæt.
Makeup, hårartikler og selvbruner i store mængder er fast inventar i kufferterne.
Og så er der danselektionerne og enetimerne med topprofessionelle undervisere, som på årsbasis koster tusindvis af kroner.
Edith er frisør, men er blevet førtidspensionist efter en bilulykke, og før det måtte hun kæmpe sig gennem et 10 år langt kræftforløb. Tom er gulvlægger, og selvom han tjener fornuftigt, er ressourcerne langt fra ubegrænsede. Men du hører ingen brok fra familien.
- Vi griner af os selv og tænker: Hold da op, hvad har vi gang i? Men børnene får nogle gode værktøjer. De ser jo, at vi klarer os igennem hver gang. Jeg håber, at de ser tilbage og tænker: Alt kan lade sig gøre, hvis man står sammen, fortæller Edith.
Staben
Det kræver en klar rollefordeling hos familien i Almind.
- Vi koncentrerer os jo bare om at danse og er så taknemmelige for alle de mennesker, som skaber så gode rammer for os, siger Nikita.
Det er udviklingen på dansegulvet, som står øverst på dagsordenen for Nikita og Tudor, som til august starter i henholdsvis 2. og 3. g på Viborg Katedralskole.
Parrets fokus på dansen efterlader en alenlang dosmerseddel til familien.
Edith er teamets manager. Hun står for hjemmeside, sociale medier og allervigtigst: Sponsoraftalerne. Nikita og Tudor har indtil videre haft 13 faste sponsorer, hvoriblandt den lokale skønhedspleje, fodplejesalon og sportsforretning har spædet til. Det lokale sammenhold er vigtigt for familien.
Tom er chauffør, rejsemakker og holdleder. Han kører Nikita og Tudor til de tre ugentlige dansesessioner i Aarhus og hiver iPad’en med til at se film, de 4 timer træningen varer. For det meste er det også Tom, som tager med Nikita og Tudor til udlandet og sørger for praktikken, mens Edith bliver i hjemmet og hygger sig med Vincent.
Han har downs syndrom og er for nyligt også blevet diagnosticeret med infantil autisme. Vincent har dermed brug for faste rammer, og derfor er de store turneringer ofte for stor en mundfuld.
- Jeg har også brug for roen, så vi bliver hjemme og hygger os med strikketøj og hundene, siger Edith.
Og så er der lige Nikitas mormor. Hun står for stort set samtlige varme måltider og er storleverandør i pizzasnegle og snacks til de mange timer, som Nikita og Tudor er på farten.
Opgaverne er mange, når elitedansernes ugeskema skal gå op.
Nikita og Tudor står typisk op kl. 6, er i skole fra 8 til kl. 15. Hvis de er heldige har de en halv time hjemme, inden de hopper i bilen på vej til Aarhus. På bagsædet af familiens hvide Nissan Note fortæres mormors varme retter; der er ikke tid, når først træningen er i gang.
Fra kl. 17 til kl. 21 er der træning, og så er de hjemme igen kl. 22.30.
- Ungerne træner jo så mange timer hver uge, og engang imellem kan man godt tænke, hvad er guleroden lige ved det her? Og kunne de ikke få en fridag? Men så står man lidt på afstand og ser dem til en turnering, ser dem sammen og deres smil… Hold da op, det er mine unger, og de leverer bare og nyder det. Der kommer hele belønningen – også for os forældre. At vi får lov at dele de oplevelser, fortæller Edith.
En gnist
For Tudor var det et stort skridt at forlade familien i en ung alder, men han var aldrig i tvivl om, at det var den rigtige beslutning. Chancen for at komme til Danmark og satse på dansen var for stor til ikke at tage.
- Det var svært for mine forældre at lade deres barn flytte hjemmefra i en alder af 14 år – og så til et andet land. Men jeg skulle bare afsted, og jeg har ikke fortrudt det. Jeg vidste, at det ville blive godt, siger Tudor.
Forældrene støtter op om Tudors nye liv i Danmark, og de påtager sig også rollen som rejsearrangører: Tudors far sørger for at booke så billige rejser som muligt.
Selvom han arbejder målrettet frem mod det endelige mål om VM-guld, fik Tudor en modvillig start på dansekarrieren. Hans storebror dansede, og så var det Tudors lod som lillebror at følge trop.
Men som 11-årig blev Tudors verden vendt på hovedet. Han var med forældrene til et dansestævne i Bukarest og så den nu forhenværende mesterdanser Alexey Silde udfolde sig.
- Jeg fik gåsehud af at se ham, og der besluttede jeg mig for, at jeg ville være ligeså god som ham, fortæller Tudor.
Gnisten som fik Tudor i gang med dansen, har tændt en passion, som smitter af på hans indstilling - også uden for dansegulvet.
Da han kom til landet, var det afgørende for ham at lære sproget så hurtigt som muligt, og efter seks måneder kunne han begå sig på dansk.
Derfor er han også fortrøstningsfuld i forhold til at klare studentereksamen på den normerede tid på tre år. Nikita bruger et år ekstra for at have tid til både træning og lektier.
Uvisheden
Konkurrencen i dansesporten er stor, og selvom Nikita og Tudor hidtil har haft succes, kan der ikke udstedes garantier. Der skal fortsat investeres i udstyr og utallige træningstimer.
Og familien skal nok stå klar.
- Vi plejer at sige, at vi er en vogn på fire hjul. Alle hjul skal gerne køre samtidigt, fortæller Edith og fortsætter.
- Det er en stor kamp at få det hele til at hænge sammen. Når de er i skole, koncentrerer jeg mig udelukkende om at skaffe sponsorer. Ikke som ren tiggeri. Vi skal også kunne give noget tilbage.
Jagten på et større økonomisk råderum går igen i mange andre familier, men for familien i Almind er det ikke et spørgsmål om samtalekøkkener eller nye udestuer.
- Du kan ikke købe dig til et verdensmesterskab, men du kan købe dig til ro, så udviklingen bliver det afgørende, siger Edith.
Se meget mere til Tudor og Nikita i "Talentet - Hele familiens kamp". Serien kan følges på DR.dk/tv og tirsdage kl. 20.30 på DR1.