- Jeg har været ked af det, urolig og sovet dårligt.
Sådan siger 29-årige Leon Kofoed om de seneste små tre år.
For siden moderen døde af kræft i 2019, har det ikke været let. Nej, faktisk har det været alt andet.
Europas bedste OCR-atlet havde vundet europamesterskabet på disciplinens korte distance to år i træk, men så væltede korthuset.
Alligevel står han der i dag. Ved startstregen i Val di Fiemme i det nordlige Italien klar til startpistolens signal om, at nu gælder det.
For første gang i tre år får danskeren igen mulighed for at forsvare sin EM-titel – og chancen for at blive den første i historien til at vinde tre gange i træk.
Denne gang er det dog en helt anden Leon Kofoed, der skal i aktion.
Nu er han – trods jagten på et titelforsvar - langt fra favorit. For siden den seneste triumf er der sket meget.
Først mistede han sin mor og blev forældreløs, efter at faderen havde taget sit eget liv, da Leon Kofoed var 12 år gammel. Så aflyste coronapandemien de to efterfølgende udgaver af OCR-europamesterskaberne, og nå ja, så væltede den ene skade efter den anden nedover danskeren. Kulminerende med et brækket skinneben i april sidste år.
På daværende tidspunkt var Leon Kofoed rejst til USA for at investere stort i sin træning. Han havde boet i Colorado i to måneder og trænet med den amerikanske kortdistancemester, men han fik aldrig mulighed for at bevise, hvad det havde givet ham.
- På den sidste dag i USA river jeg skinnebenet midt over. Jeg forsøger at hoppe over et hul for at undgå, at jeg brækkede anklen, men så glider jeg, benet overstrækker, og lårbensknoglen slår skinnebenet i stykker, siger han til DR Sporten.
'Modvinden' er drivkraften
Kulminationen på en nærmest ulidelig periode og en periode, hvor han følte, at alt gik ham imod.
- Jeg troede, jeg kunne klare det med en sportspsykolog, men i virkeligheden har jeg kæmpet med en tanke, der har bygget sig op over lang tid. Jeg har følt mig som et offer. Hvorfor skal jeg være forældreløs nu? Hvorfor skal jeg brække benet?
- Min lillebror har håndteret det dårligt, og fordi vi ikke har vores forældre længere, har jeg taget en beskytterrolle overfor ham og tilsidesat mine egne behov.
- Så særligt det sidste års tid, efter jeg brækkede benet, har jeg følt, at jeg hele tiden har cyklet på en cykelsti med modvind.
Men nu står han der altså. Foran endnu et forsøg på at gentage bedriften og sikre sig titlen som Europas bedste. For første gang siden modvinden for alvor tog til i styrke.
- Det er første gang siden skaden, at jeg skal åbne op for sluserne. Jeg er sindssygt begejstret og har tænkt mig at løbe, som om der ikke er sket noget.
- Energien er der, jeg er positivt anlagt og har en afslappet følelse i kroppen. Det kilder alle steder. Jeg har ventet i tre år, men nu er jeg her, siger han.
Og dagens helt store mål er klart. En vis ballon skal punkteres.
- Det vil slå luften ud af den ballon, som er blevet rigtig stor de seneste år. En ballon, der er fyldt med de tanker, der fortæller, at jeg ikke er god nok mere, og at jeg spilder mit liv.
- Jeg tror også, at luften bliver slået ud af den, hvis bare jeg løber med den udførsel, jeg drømmer om. Også selvom jeg ikke vinder.
- At vinde vil være det ultimative "statement" til verden. Jeg kunne godt tænke mig at vise verden, at den kan puste modvind, lægge skarpe sten på jorden og være en kæmpe lort. Men jeg har ikke tænkt mig, at det skal stoppe mig.
Karrieren kan slutte i dag
Dagen kan dog også blive en skillevej. For hvis det igen går galt med skinnebenet – eller en anden knogle i øvrigt – kan det være slut.
Bekymringerne fylder selvsagt, om end han forsøger at pakke dem væk, når pistolen lyder i dag klokken 9.30.
- Når jeg skal hoppe ned fra høje ting eller løbe aggressivt, kan jeg godt forsøge at overbevise mig selv om, at det går ikke galt, men noget oppe i hovedet fortæller mig, at det, jeg gør nu, er dumt.
- Men jeg vil prøve at levere en verdensklasse præstation, og det kræver, at jeg skal "risk it to get the bisquit".
Det kan jo i teorien også ende i den helt store triumf, som han spår det.
- Jeg kan komme hjem med to guldmedaljer og dermed have seks EM-titler i rumpetten. Så er det lige før, at jeg bare skal få en fuldtidskontrakt, drikke noget rødvin og sige tak for denne gang, griner Leon Kofoed.
For mens Leon Kofoed løber den individuelle konkurrence fredag, der byder på 3,2 kilometer og i alt 18 forhindringer, skal han sammen med Ida Mathilde Steensgaard og Nikolaj Dam i aktion i holdkonkurrencen. En holdkonkurrence danskerne tidligere har vundet to gange.