Emil Nielsens hjerne virkede helt ad helvede til, da han sad i den svenske ødegård i 2016.
Sammen med sin mor, Stinne Nielsen, var han rejst væk fra Aarhus for at få noget ro og struktur på en verden, hvor selv dagligdagens mest trivielle trummerum kunne lede til små nederlag.
Dengang kæmpede håndboldmålmanden med efterveerne af meningitis. Hjernehindebetændelse.
Forinden havde han i den danske håndboldsfære gjort sig bemærket som den yngste debutant i Århus Håndbolds historie, blot 17 år gammel. Men ikke nok med at han var indehaver af friskeste dåbsattest i håndboldligaen, så leverede han også et niveau, der testede harpiksfolkets evne til at finde på synonymer for ’fantastisk’ og ’forrygende’.
Den følelse af succes, som han stod og viftede med søndag aften på halgulvet i Kairo efter sin VM-debut mod DR Congo, var bare langt væk i sommeren 2016.
I ødegården var det en god dag, hvis Emil Nielsen kunne komme ud af sengen på et bestemt tidspunkt, gå en tur rundt om huset og klappe en hest, uden at hjernen sagde fra. Lys var ikke til at holde ud, skærme et absolut no-go, og når man ikke kan stå på mål, så må man i stedet stå i stampe. Nappe en lydbog og lukke alt ude.
En lovende karriere lagt i spændetrøje.
Og samtidig hård kost for en ambitiøs ung mand, der som barn ikke ville acceptere, hvis han lukkede mere end tre mål ind bag sig i en kamp, siger Stinne Nielsen, der i perioden passede sin søn.
- Det var hårdt at se på, fordi Emil var svær at hjælpe, og han er stædig. Han er umulig at diskutere med, og lige siden han var barn, har han været frygteligt vedholdende og vil vinde en diskussion.
- Her var han nødt til at acceptere præmissen om at starte langsomt og mærke efter, og det var svært, når han kunne stå ude foran hallen i Aarhus og få brækfornemmelser af tanken om at gå derind. Det gjorde ondt at se ham være frustreret og sige ’jeg kan godt, jeg er ligeglad med, at det gør ondt’, og så se, at han ikke kunne holde til det og måtte lægge sig ned.
For en håndboldkomet er kunsten at skynde sig langsomt ikke en nem disciplin, men i efteråret 2016 lysnede det endelig for Emil Nielsen.
Hjernen var tilbage i vater, han var tilbage i rampelyset, ude af mørket. Til gengæld var han også ude af skolen. Den slags nyheder bliver sjældent modtaget vel på hjemmefronten, og det var heller ikke tilfældet hos Stinne Nielsen.
Der var bare ikke noget at gøre. Når Emil sætter sig noget for, så er der ingen mellemvej. Om så han beslutter sig for at lære alle verdens hovedstæder, spille trommer eller forlade skolen. Hvis man vil være verdens bedste målmand, hvorfor så spilde tiden med at analysere digte og lave tredjegradsligninger?
- Det giver ikke mening med et mindset som Emils. Hvad pokker skal jeg med det? Emil går 100 procent ind i sine ting, og han spiller ikke på flere heste. Han kunne ikke se idéen i at have noget at falde tilbage på, fordi han er så dedikeret til at blive den bedste målmand, griner Stinne Nielsen.
Herunder kan du se alle Emil Nielsens redninger i sejren over DR Congo.
Man skal ikke tage fejl
Siden sit sygdomsforløb i 2016 har Emil Nielsen da heller ikke sat farten ned. Når han ikke ruller rundt i VM-boblen, står han mellem stængerne i franske Nantes, hvor hans præstationer i sin første sæson har gjort ham til en eftertragtet herre hos købmændene i de største europæiske håndboldhaller.
Der er ikke længere grund til at skynde sig langsomt for den 23-årige målmand.
Det er dog tvivlsomt, om karrieren havde haft lige så meget fart på, hvis ikke han havde brugt to år i Vestjylland, nærmere betegnet Skjern, der hentede ham i sommeren 2017, da sygdommen ikke længere rumsterede i krop og sind.
Han var indledningsvis ikke vild med idéen om at skifte folkeregisteradresse, men udfordringen blev taget op, selv om landsbyen med Danmarks korteste gågade ikke just inviterede til nogle former for social vanvidskørsel, som man måske er vant til, når man er vokset op i Aarhus og kan lide at hygge sig.
- De var de år i Skjern, der gjorde, at han blev voksen, siger Stinne Nielsen, som i en overgang besøgte sin dreng flere gange om måneden.
I Skjern, væk fra mor og den velkendte håndboldhal, i sin egen lejlighed og med nye holdkammerater med store CV’er.
Det er sådan et sted, hvor man lige strammer bæltet én ekstra gang før træning, når ens karriere stadig er under opbygning, og man har prædikatet ’stortalent’ klistret på ryggen. Ingen grund til pludselig at stå med røven bar.
Emil Nielsen var da også selv en smule nervøs inden skiftet til Skjern, hvor Tibor Ivanisevic, en helt anden historie i dansk håndbold, imponerede vildt og voldsomt. Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern Håndbold, var dog ikke i tvivl, da Emil Nielsen endelig kom til byen.
- Jeg måtte opmuntre ham på forhånd og fortælle ham, at jeg ikke var et sekund i tvivl om, at han nok skulle blive en kæmpe profil for os.
Hurtigt lærte han den unge mand at kende som dybt ambitiøs, uimponeret, engageret og… distræt. Det sidste vender vi lige tilbage til.
For selv om Emil Nielsen er ikke typen, der som den tidligere landsholdsmålmand Kasper Hvidt smelter ned gennem halgulvet i raseri, når forsvarsparaderne ikke sidder, så behøver man ikke tvivle på hans dedikation.
Det gjorde landstræner Nikolaj Jacobsen alligevel i 2019, da han droppede Emil Nielsen fra det danske landshold med en besked om, at han skulle tage sin karriere seriøst.
Sådan husker de ham dog ikke i Skjern.
- Man skal ikke tage fejl af Emil. Han vil vinde. I Skjern var han den spiller, som oftest kom og spurgte, hvordan holdet så ud til næste år – hvem henter vi til klubben? Det ligger i ham, selv om han ser rolig ud på banen, siger Carsten Thygesen.
Herunder kan du høre Emil Nielsens reaktion på at få VM-debut.
På en tribune i Ungarn faldt femøren
Selv har Emil Nielsen tidligere beskrevet sig selv om Danmarks mest distræte mand. Alt bliver væk, mødetider glemt. Lidt af udfordring, når man lever i en branche, hvor de små marginaler, holdånd og fælles mål bliver gentaget i en uendelighed.
Emil Nielsens ry som en roderøv var inden ankomsten til Vestjylland da også løbet ham i forkøbet, men selv om Carsten Thygesen i sin tid i Skjern har hilst på en del sportsfolk, der alle kunne dumme sig eller glemme aftaler, så var Emil Nielsen i sin helt egen liga.
- Jeg har haft mange, men ingen slår ham. Det er til at grine af, men det er en udfordring i holdsport. At finde en balance i det som arbejdsgiver og kollega og få forklaret, at der gælder regler, når man er ansat. Vi var nødt til at sige, at vi ikke kan ændre personligheder, men fællesskabet skal fungere.
- Vores tålmodighed var lang med Emil, fordi det altid er en fordel at tage nogle bolde. Og det gjorde han. Men derudover hjalp det ham meget, at han aldrig var ligeglad; han tog kritikken til sig, og han var træt af det, når han dummede sig. Men jeg kan ikke prale af, at vi fik det flyttet særlig meget, griner Carsten Thygesen.
Efter blot halvandet år i Skjern, midt i en imponerende vestjysk Champions League-sæson, sad Carsten Thygesen på en tribune i Ungarn sammen med klubbens tidligere profil Thomas Klitgaard. Den helt store scene i Veszprem og med en storspillende aarhusiansk knægt midt i infernoet.
Emil Nielsens frikøbsklausul var dengang ikke i en størrelse, hvor en interesseret europæisk topklub lige spørger i banken, inden de indfrier den, og kort tid efter var Emil Nielsen da også på vej videre i verden.
- Det er jo helt vildt at tænke på, at vi sad dernede og frygtede, at de store klubber nu ville gøre brug af hans frikøbsklausul. Tænk at man skal være nervøs for det, fordi hans præstationer gør, at vi ikke har en chance for at holde på ham.
- Det er to yderpunkter på meget kort tid. Der kom en lidt usikker dreng til Skjern, og halvandet år senere står han og beder om lov til at blive solgt, fordi der er rigtig mange klubber, som vil have ham. Det var vildt, siger Carsten Thygesen, der naturligvis håber på at se aarhusianeren tilbage i Skjern en dag.
For nu gælder det dog VM for Emil Nielsen, der i Egypten kæmper med Kevin Møller om være Nikolaj Jacobsens nummer to, hvis landsholdets anfører, Niklas Landin, ikke rammer dagen.
Måske han en dag vender tilbage til Skjern, som Carsten Thygesen ønsker sig. Måske han tager en vikartjans i hos den aarhusianske vuggestue Vokseværket, hvor mor putter de mindste. Emil Nielsen har ikke været afvisende overfor nogle af de scenarier.
Måske han er Danmarks mest distræte mand, men han glemmer i hvert fald ikke, hvor han kommer fra.