Mathias Gidsel trykker på en knap, når det virkelig gælder 

Verden bedste håndboldspiller har siden ungdomstiden vist, at danskerne kan regne med ham, når de store kampe skal afgøres. 

Allerede første gang Mathias Gidsel var med landholdet til ungdoms-VM i 2017, indtog han en hovedrolle og sikrede dansk bronze.

Langt op i ungdomsårene var Mathias Gidsel nærmest den eneste på sit daværende klubhold i GOG, der ikke kom med, når ungdomslandsholdet blev udtaget.

Først som 18-årig fik han lov til at trække i de rød-hvide farver, da han i 2017 kom med til ungdoms-VM i Georgien - men så greb han til gengæld også chancen.

Med en scoring i de døende sekunder var det nemlig ham, der sikrede Danmark bronzemedaljerne i den sidste kamp.

I dag – godt otte år senere – har den vævre vestjyde affundet sig med, at der konstant kigges i hans retning, når kampene går ind i den afgørende fase.

Og han er altid klar.

- Jeg tænder en knap. Det er tit, når der er et kvarter eller ti minutter tilbage. Både i kampe hvor det er gået mindre godt, men også når det er gået rigtig godt. Så kigger man op på tavlen og siger "nu er det nu", siger Mathias Gidsel.

Mikkel Hansen og Niklas Landins landsholdsfarvel efter OL betyder, at der er blevet færre rutinerede kræfter til at trække læsset, når det hele spidser til.

Med den danske fantomstart ved VM, har der været forsvindende lidt drama for de danske herrer indtil videre ved slutrunden.

Men kommer det, som turneringen skrider frem, ved Mathias Gidsel, at titlen som verdens bedste håndboldspiller forpligter.

Han er nødt til at tage ansvaret på sig, hvis det bliver nødvendigt.

- Hvis du har en idé om, at du kan gå rundt og kalde dig en af de bedste i verden, så er det også de sidste ti minutter, du skal bevise dig. Der ved jeg godt, at folk kigger på mig både på klubplan og landsholdet.

- Så skal man også være voksen og god nok til at tage ansvaret, når det virkelig gælder, og også være den der tør brænde, siger den danske højreback.

Lader håndbold være håndbold

Selvom Mathias Gidsel i dag er vant til presset og ved, at han ofte skal være kampafgørende, har det været en proces at nå til et punkt, hvor han kan hvile i de store forventninger.

- Der ligger jo også et arbejde bag at kunne sige det til sig selv, for der er jo også konsekvenser ved at tage den afgørende bold.

Han peger på, at det er afgørende ikke at blæse det hele op til mere, end det er, fordi håndbold generelt er et spil, hvor der sker meget og bliver begået masser af fejl.

- Selvfølgelig er det noget, du skal lære at gøre op med dig selv, men i sidste ende tror jeg også bare, at jeg siger til mig selv, at det bare er håndbold.

- Hvis der er noget, jeg er god til, så er det håndbold, så jeg prøver at skære konsekvenserne fra, selvom jeg godt ved, at de er der.

Mathias Gidsel er vant til, at der er pres på ham fra alle sider. Han er klar til at tage ansvar, når kampene bliver tættere i løbet af VM-turneringen. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Danmark spiller sin næste kamp tirsdag aften mod Tyskland.

Om der er dømt lige så meget dansk legestue som for knap et halvt år siden, hvor de to hold mødtes i OL-finalen, må tiden vise.

Bliver det tæt, er Mathias Gidsel klar til at træde til.

Danmark møder tirsdag Tyskland i den første kamp i mellemrunden. Kampen fløjtes i gang klokken 20.30, og du kan følge med i Liga på P4, app'en DR Nyheder og på TV 2.