- Jaaaeeeh, mange tak, lyder det med et bredt, men nærmest halvforlegent smil fra Lukas Jørgensen, da han bliver budt velkommen på landsholdet af DR Sportens udsendte journalist ved træningen forud for ugens testkampe mod Saudi-Arabien.
Den 23-årige stregspiller fra GOG har nemlig muligheden for at debutere på landsholdet i de kommende kampe, inden han rejser med holdet videre til VM i herrehåndbold, der begynder i næste uge.
Efter den første træning kalder han det "lidt specielt, da han skulle sige hej til gutterne".
For uanset hvor meget selvtillid du kommer med fra klubholdet, så er det en smule angstprovokerende at sige goddag til et helt hold af tometer-mænd med harpiks på fingrene, der har vundet VM to gange i rap.
- Der var lidt sommerfugle i maven. Men de er nogle gode drenge, og de har taget godt imod mig, fortæller han, inden han fortæller, at han blev mere end almindeligt overrasket, da landstræner Nikolaj Jacobsen havde trykket de otte cifre, der ledte ham frem til GOG-spilleren.
- Jeg sad stille og roligt i min lejlighed, da han ringede. Det havde jeg ikke forventet. Men det er en drøm, der går i opfyldelse.
Har en Mikkel Hansen-trøje til at ligge
Lukas Jørgensen gør ikke meget for at skjule, at han nærmest har det som en skoledreng, der har vundet en idolkonkurrence.
Derhjemme ligger der fortsat en trøje fra det nu hedengangne AG København, hvor rygnummer 24 er trykt med Mikkel Hansens navn over.
- Jeg begyndte til håndbold, efter min mor havde vundet en AG København-trøje med Mikkel Hansens autograf. Den tanktop havde jeg på til min allerførste håndboldtræning, og den ligger stadig derhjemme.
- Det er lidt specielt. De her drenge i hallen har været med til at inspirere mig til at spille håndbold, og det er derfor, at jeg gerne ville være en dygtig håndboldspiller. Det er sjovt, at jeg skal træne med de gutter, hvis navn er bagpå mine allerførste håndboldtrøjer. Det er lidt uvirkeligt, siger han.
Om en uge træder Lukas Jørgensen et skridt videre ind i drengedrømmen, når han sammen med resten af landsholdet skal forsøge at genvinde VM for anden gang.
En opgave, der indledes i Malmø, som kun ligger fem kvarter fra hjembyen Lejre.
- Det er en halv hjemmebane, og jeg har da allerede hørt fra både familie, venner og bekendte, at de ville have billetter, så de kan komme og bakke op. Det er rigtig rart, at den er den start, jeg får. Det bliver en fest, siger han.
Danmark indleder VM fredag den 13. januar mod Belgien.
Du kan se VM på DR's kanaler fra den 11. januar, mens du også kan høre alle Danmarks kampe direkte på P4 og i DR Lyd.