Fredag eftermiddag faldt det endeligt helt på plads: Danmark er med i kvalifikationen frem mod OL 2016.
Det er en realitet efter en flot sejr på 28-20 over Montenegro i den førte af to placeringskampe.
- Det er en kæmpe lettelse. Det var det vi kom for. Det var selvfølgelig ikke førsteprioriteten, men nu er det som det er, og så er det en stor sten der har forladt brystet, siger Ann Grete Nørgaard til DR Sporten.
Danmark skal nu møde Rusland i en kamp om femte- og sjettepladsen på søndag. Det kan vi især takke målvogter Rikke Poulsen for. Med 23 redninger var hun kampens store oplevelse, og hun var naturligt nok glad for resultatet.
- Det var uhyre vigtigt i forhold til OL-kvalifikationen. Vi har haft en kæmpe skuffelse, men rejser os i dag og udviser stor moral.
- Det er altafgørende for dansk håndbold, at Danmark er med til de store turneringer. Og en kæmpe drøm, siger den dygtige målvogter.
Koncentreret indsats
Poulsen bakkes op af Stine Jørgensen, der funklede i angrebet med otte scoringer. Også hun er naturligvis glad for at Danmark stadig har en chance for at komme med til OL.
- Det er rigtigt, rigtigt vigtigt. Det var et kæmpe pres, og da så mange gode hold kæmper om en plads i kvalifikationen, så er det stærkt, at vi spiller så koncentreret i dag.
I klippet her kan du se hvor koncentrerede danskerne faktisk var:
Og så kan du ligesom landstræneren glæde dig lidt over OL-mulighederne:
- Jeg er glad for, at vi er med i den OL-kvalifikation. Det var det, der var vigtigt fra starten – og det der ville være tilfredsstillende i forhold til den her turnering, slutter Klavs Bruun Jørgensen af.