Målvogter sendt hjem fra VM før tid

Sandra Toft er som følge en hjernerystelse blevet sendt hjem fra den danske VM-trup.

Danmarks målvogter Sandra Toft blev hårdt i ansigtet i kampen mod Rumænien. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Rumæniens store stjerne Cristina Neagu sendte i onsdagens VM-kvartfinale den danske målvogter Sandra Toft i gulvet med en hjernerystelse, da hun ramte Larvik-spilleren i hovedet med et hårdt skud.

Mette Iversen blev derfor inden Danmarks kamp mod Montenegro indkaldt til VM-truppen, og Nykøbing-målvogteren kan nu forberede sig på, at hun også er med på den danske bænk i kampen mod Rusland.

- Sandra Toft er blevet sendt hjem. Beslutningen er taget af sundhedsstaben, undertegnede og langt hen ad vejen Sandra selv, lyder det fra landstræner Klavs Bruun Jørgensen på dagens pressemøde.

Ville spille mod Montenegro

Sandra Toft har dermed spillet sin sidste kamp ved VM-slutrunden.

- Inden kampen mod Montenegro var Sandra selv meget opsat på at spille. Hun blev dog hjemme på hotellet og efter kampen havde hun fået det værre, så det viste sig at være en rigtig god beslutning, uddyber landstræneren.

Danmark møder søndag Rusland i kampen om femtepladsen ved VM.