Landstræner om nye regler: Et skråplan

De nye regelændringer i håndbold er et skråplan, der kan skade mere, end det gavner, mener kvindelandstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Landstræner Klavs Bruun er ikke fan af regelændringen. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Det internationale håndboldforbund, IHF, præsenterede i dag fire regelændringer i håndboldsporten. Den mest bemærkelsesværdige af disse gælder antallet af markspillere på banen.

Man må nu spille syv mod seks, uden at den syvende markspiller skal have målmandstrøje på. Det medfører, at det er frit, hvilken spiller der må løbe ud og skifte med målvogteren.

Det gør vejen til udskiftning meget kortere, da det som regel vil være den spiller nærmest bænken, der vil løbe ud og lade sig udskifte. Det vil højst sandsynligt bevirke, at rigtig mange hold vil benytte sig af muligheden for at spille syv mod seks.

I den danske kvindelandsholdslejr bliver regelændringen ikke modtaget godt. Landstræner Klavs Bruun Jørgensen mener, at man bevæger sig for langt væk fra den oprindelige sport.

Et skråplan

- Jeg bryder mig bare ikke om det – på et personligt plan. Jeg tror ikke, at da man opfandt håndbold for mange år siden, at man havde en idé om, at man skulle væk fra at spille seks mod seks som udgangspunkt, siger Klavs Bruun Jørgensen til DR.

- Jeg synes, det begynder at udvikle sig på et skråplan, hvor jeg ikke tror, at det var meningen, at det skulle hen. Og hvor jeg også tror, at det går hen og ødelægger mere end det gavner.

De nye regelændringer skal første gang testes, når der spilles VM for kvinder i Danmark til december, og det undrer Klavs Bruun.

- At vi til et VM skal teste en regel, som først bliver indført fra juni næste år, det synes jeg jo også er helt urimeligt. Om ikke andet skulle man have givet alle nationerne en heads up, så man i Danmark for eksempel kunne have prøvet det af, så spillerne kunne vænne sig til det og se, hvad det har af positive og negative ting, siger han.

Det vides endnu ikke, om ingen, nogle eller alle reglerne vil blive benyttet under EM for herrer i januar, men reglerne træder i kraft på verdensplan fra 1. juli 2016.