Klavs Bruun sender Louise Svalastog ud af VM-truppen

Louise Svalastog og fløjreserven Simone Böhme er blevet sorteret fra den danske VM-trup.

Louise Svalastog er ikke med i den VM-trup, som håndboldlandstræner Klavs Bruun Jørgensen har udtaget. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Veteranen Louise Svalastog Spellerberg kommer ikke med til håndbold-VM på dansk grund, som begynder på lørdag.

Da landstræner Klavs Bruun Jørgensen søndag eftermiddag udpegede de 15 spillere, han i første omgang tager med til VM, var det Svalastog, der sammen med fløjreserven Simone Böhme trak sorteper.

Der er dog en enkelt plads åben i truppen, der maksimalt må omfatte 16 spillere. Den går formentlig til højrefløjen Anne Mette Pedersen, hvis hun bliver klar efter en mindre skade.

Én højrefløj i truppen

Foreløbig er Trine Østergaard eneste højrefløj i VM-truppen.

- Pigerne har gjort det svært for os at træffe en beslutning, fordi alle har leveret varen under den sidste træningslejr.

- Vi har dog valgt allerede nu at fortælle holdet, hvem vi tager med til Herning, siger Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse.

- Til første træning deltager de 15 udtagne spillere og så Anne Mette Pedersen, som vi skal have testet. Indtil vi ved nøjagtig, hvor hun står, tager vi også Simone Böhme med til træningerne i Herning, ligesom vi også gerne vil kigge nærmere på Okkels.

Danmarks VM-trup

Målvogtere: Rikke Poulsen og Sandra Toft.

Stregspillere: Mette Gravholt og Stine Bodholt.

Fløjspillere: Trine Østergaard, Ann Grete Nørgaard og Maria Fisker.

Bagspillere: Line Jørgensen, Louise Burgaard, Kristina Kristiansen, Lotte Grigel, Stine Jørgensen, Anne Mette Hansen, Rikke Skov og Pernille Holmsgaard.

Danmark åbner VM mod Japan i Boxen i Herning lørdag aften.

/ritzau/