Danmark måtte slide i det mod Brasilien, men til sidst lykkedes det at hive en 22-20-sejr hjem, og Danmark kunne sætte yderligere to point ind på VM-kontoen.
Det betyder, at der nu er lagt i kakkelovnen til en vaskeægte gruppefinale mod Rusland på fredag, hvor Danmark med en sejr vil nuppe førstepladsen i Gruppe C.
Selvom kampen har stor betydning, så har landstræner Klavs Bruun Jørgensen allerede lagt en lille spareplan for nogle af profilerne.
- Fire kampe på fem dage er benhårdt, og jeg kan kun understrege det endnu engang, at det er hjernedødt, at vi skal udsætte spillerne for det her.
- Nu skal vi hjem og have en øl, og så skal vi tale med spillerne i morgen om, hvordan de har det. For vi bliver også nødt til at tage hensyn til dem, der har givet rigtig meget i dag, som bliver nødt til at blive sparet mod Rusland, hvis de har behov for det.
- Når Stine Jørgensen spiller fuld tid, og når Kathrine Heindahl spiller stort set fuld tid, så er de nogle af dem, man godt kunne overveje at spare lidt. Maria Fisker også. Det er klart, at det er det, jeg tænker. Men jeg skal lige høre spillerne, for hvis de siger ”hør her kammerat, jeg er klar til at spille”, så får de lov, siger landstræneren.
Samme startopstilling
Selvom Klavs Bruun Jørgensen åbner for muligheden for at spare spillere, så er det ikke noget, man kommer til at se fra starten af kampen mod Rusland.
Landstræneren har været meget vedholdende omkring sine startende spillere, og det kommer til at gentage sig mod Rusland, og så skal nogle måske spares i løbet af kampen.
- Vi kommer til at starte i samme opstilling, og de bedste kommer til at spille, det er helt sikkert. Så må vi vurdere, hvor meget de skal have til den tid, slutter han
Danmark møder Rusland på fredag kl. 20.30. En kamp der vises direkte på DR1.