Den danske VM-indsats kom aldrig helt op at ringe, og festen fes ud i det rene ingenting med søndagens nederlag til Rusland, der henviste værtsnationen til sjettepladsen.
Vi har set nærmere på de karakterer, som DR Sportens håndboldkommentator Lars Krogh Jeppesen har delt ud til de danske spillere undervejs for at få et overblik over, hvem der har leveret varen, og hvem der har skuffet.
På forhånd var målsætningen fra Danmarks Håndbold Forbund en plads i kvartfinalerne. På den måde var man sikker på en billet til næste års OL-kvalifikation. Et mål der blev opfyldt med sejren over Montenegro. Alligevel var det ikke smil og tilfredse miner, som spillerne fremviste efter sidste bold var kastet, men derimod skuffelse over ikke at være med helt fremme i de sjove kampe.
Det smitter af på karaktererne, som for størstedelens vedkommende ligger på skalaen i det leje, som man kan kalde 'middel'. Ikke helt skidt, men heller ikke helt godt. Til gengæld er der nogle enkelte lyspunkter, som lover godt for fremtiden.
Ung topscorer
Anne Mette Hansen - snit: 4,7
Den 21-årige spiller fra København Håndbold har været den helt store åbenbaring i rødt og hvidt, og med det niveau og vilje til at gå forrest, som hun har vist, kommer hun til at spille en stor rolle i Klavs Bruun Jørgensens bestræbelser på at forbedre de danske resultater i fremtiden.
Stine Jørgensen - snit: 4,2
Venstrebacken sluttede som Danmarks suveræne topscorer med 48 mål, og hun var turneringen igennem en vigtig brik i det danske spil. Hun scorede næsthøjeste karakter i fem af kampene ved slutrunden.
Rikke Poulsen - snit: 4,1
Egentlig var hun nok tiltænkt en rolle i skyggen af Sandra Toft i målet, men keeperen fra Viborg HK viste sig at levere spil på mindst samme niveau som sin konkurrent. Lige med undtagelse af kampen mod Ungarn, hvor hun faldt sammen med holdet. En spiller der godt kan få en mere fremtrædende rolle på landsholdet fremover. Formåede som den eneste dansker at få højeste karakter ved slutrunden. Det var i sejren over Sverige.
Kristina Kristiansen - snit 3,7
Pernille Holmsgaard - snit 3,4
Line Jørgensen - snit: 3,4
Ann Grete Nørgaard - snit: 3,4
Mette Gravholt - snit: 3,3
Trine Østergaard - snit: 3,3
Klavs Bruun Jørgensen - snit: 3,2
Louise Burgaard - snit: 3,1
Sandra Toft - snit: 3,0
Maria Fisker - snit: 3,0
Stine Bodholt - snit: 2,9
Rikke Skov - snit: 2,7
Anne Mette Pedersen - snit: 2,7
Lotte Grigel - UB
Anne Sophie Okkels - UB