KARAKTERER Kristina Kristiansen kom endelig i gang

DR's håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen roser den danske spilstyrer og træner Klavs Bruun Jørgensen efter sejren over Sverige.

De danske håndboldkvinder rejste sig på smukkeste vis efter to nederlag i gruppespillet og udspillede til tider Sverige i VM-1/8-finalen i Boxen.

Det sluttede med en dansk sejr på 26-19, og DR's ekspert Lars Krogh Jeppesen så flere flotte præstationer på det danske mandskab.

Rikke Poulsen: 4

Startede fortjent i det danske mål og stod med autoritet, var aggressiv og rigtig godt forberedt på de svenske skytter. Elsker hendes smittende attitude, som forplantede sig til resten af holdet.

Sandra Toft: 3

Fik kun 13 minutter på banen. Markerede sig med en enkelt redning, men stadig en del af succesen, som kan være vigtig længere henne i turneringen.

Rikke Skov: 3

Gjorde sit arbejde i det danske midterforsvar i de godt ti minutter hun fik på banen.

Anne Mette Pedersen: UB

Kom ikke på banen.

Maria Fisker: UB

Kom ikke på banen.

Anne Mette Hansen: 4

Viste igen aggressivitet og gåpåmod og understregede endnu en gang, at hun er lige præcis der, hvor hun skal være. Danner sammen med Stine Jørgensen en fantastisk duo på venstre back.

Mette Gravholt: 4

Fik kun kort tid på banen, men fik vist at hun er et rigtigt stærkt kort at kunne sætte ind på den danske streg.

Anna Sophie Okkels: UB

Kom ikke på banen.

Pernille H. Holmsgaard: 4

En meget vigtig brik i det danske forsvar, hvor samarbejdet med Stine Bodholt bliver bedre og bedre. Kan stadig forbedre sit kontraspil, som til tider virker lidt blottet for selvtillid.

Stine Bodholt Nielsen: 4

Fik løftet sit spil gevaldigt og fik tanket en god portion tiltrængt selvtillid. Fungerede fint i det danske midterforsvar, hvor hun fik truffet de rigtige beslutninger.

Line Jørgensen: 4

Den danske anfører blev heldigvis sin skade kvit og leverede en god indsats både offensivt og specielt defensivt, hvor hun lige ligger et niveau over Louise Burgaard.

Kristina Kristiansen: 5

Kristina Kristiansen stemplede endelig ind i turneringen mod en stærkere modstander – og hvor var det bare fedt. Startede inde i det danske forsvar og kunne derfor ligge og styre det danske kontraspil - til glæde for hende selv og hele det danske hold. Stor kamp af den danske spilstyrer.

Ann Grete Nørgaard: 3

Startede kampen flot og tog virkelig initiativ. Forsvandt herefter en smule ud af kampen og havde lidt for mange afbrændere fra fløjen.

Trine Østergaard: 5

Den lynhurtige højrefløj spillede en fin kamp i det danske angreb og scorede tre gange på fire forsøg. Men det defensive arbejde var helt i top og det blev blandt andet til et par bolderobringer fra FCM-fløjens side. Efter denne kamp bør og skal hun starte inde i kvartfinalen mod Rumænien.

Louise Burgaard: 4

Startede inde på den danske højreback og åbnede kampen på fornem vis med to scoringer. Kæmpede bravt i det danske forsvar, hvor hun dog blev snydt et par gange.

Stine Jørgensen: 5

Lidt for blød start på kampen. Da lokummet så småt begyndte at brænde i anden halvleg, trådte for alvor i karakter med tre vigtige scoringer. Blev dansk topscorer med seks mål.

Klavs Bruun Jørgensen: 5

Skal virkelig have stor ros for på kort tid at forvandle et energiforladt dansk hold til en flok vindere med attitude. Fik Kristina Kristiansen involveret i den danske kontrafase, hvilket fin en enorm betydning for det danske spil.

Defensiven kom endelig i gang og fik pillet farten ud af svenskerne, som ikke på noget tidspunkt fik angrebsspillet til at fungere. Resultatet heraf blev flere svenske tekniske fejl, som gav gode danske kontramuligheder. Ramte den helt rigtige startformation.

Flot kamp af den danske landstræner.