Stine Jørgensen har kun været anfører for det danske kvindelandshold i lidt over et år - en rolle hun dog allerede mestrer.
For spørger man holdkammeraterne på landsholdet, så kan de ikke pege på en spiller, der ville kunne løfte opgaven bedre end den 27-årige bagspiller.
- Hun er den fødte leder. Hun er virkelig god til at gå forrest og tage al det skrald, der skal tages som anfører. Hun er god til at kommunikere med trænerne. Hvis der ikke er andre, der vil, så tager hun snakken for os. Så hun er god både på og uden for banen, siger Trine Østergaard.
Lotte Grigel tilslutter sig de rosende ord.
- Hun er en fantastisk anfører. Hun er hård, når hun skal være hård. Hun er god til at sige, når der skal steppes op. Og så er hun en fantastisk sjov pige, der er god til at skabe humør, og det er fedt, at hun går forrest med en positiv attitude, når vi er samlet.
Vigtigt bindeled
Folk i stuerne og i hallerne kan alle se, at Stine Jørgensen er en fantastisk håndboldspiller.
Dét, man ikke kan se, er, hvad hun gør for spillerne uden for banen, og det er helt unikt for en anfører i håndbold.
- Hun er god til at skabe kommunikation mellem truppen og trænerteamet, og det har sat sine positive spor, når vi er samlet.
- Det er vigtigt, at man har en, man kan gå til, når det brænder på, og vi er alle glade for, at vi har Stine. Stine er god til at banke på vores døre og spørge ind til, om der er noget, folk har brug for. Der skal man have meget overskud, men det viser hun, at hun har, og det gør hende endnu mere fantastisk, siger Lotte Grigel.
Og netop det overskud, hun har uden for banen, er hun god til at tage med ind, når der skal spilles håndbold.
- Hun er en sindssyg dygtig spiller, og det, at hun er så dygtig på banen, gør, at vi følger hende. Hun har så meget overskud og gør tingene så godt. Og så smitter hendes fantastiske person af på banen, siger Grigel, der bliver suppleret af Trine Østergaard.
- Hun har ikke brug for at råbe og skrige af os andre. Hun stiller krav til os på en anden måde, og det kan jeg godt lide.
- Hun vil have, at tingene bliver sagt lige ud og bliver skåret ud i pap, så alle kan forstå det. Og så holder hun altid hovedet koldt, når det bliver hektisk.
Hårdt, men naturligt
Stine Jørgensen er selv meget beskeden, når talen falder på hendes store overskud.
- Det var da pænt af dem. Mange af spillerne er gode til at have overskud. Vi er gode til at passe på hinanden, så det falder naturligt for mig at have overskud. Vi har brug for, at alle er klar, og derfor er det vigtigt at holde øje med dem, der ikke har spillet for meget og sørge for, at de har det godt.
Til gengæld erkender hun, at det er hårdt at skulle have mange samtaler med Klavs Bruun Jørgensen og Lars Jørgensen, som sammen udgør trænerteamet på landsholdet.
- Jeg er hele tiden i dialog med trænerteamet, og de er gode til at lytte til mig. Så vi taler sammen hele tiden. Men ja, det er da hårdt at skulle tale med dem hele tiden. Det er nok de hårdeste opgaver at have de samtaler, slutter Stine Jørgensen grinende.
Stine Jørgensen og resten af landsholdet indleder VM i Tyskland den 2. december, hvor Montenegro er modstanderen.