ANALYSE Tre ting der gør at Danmark slår Sverige

DR's håndboldekspert Camilla Andersen er optimist inden vind-eller-forsvind-kampen mod Sverige.

Efter nederlag i de sidste to grupperkampe ved VM på hjemmebane er det nu alvor for de danske håndboldkvinder.

Modstanderen i 1/8-finalen er Sverige og skulle Danmark gå hen og tabe kampen er de ikke bare ude af VM-slutrunden, de risikerer også at misse kvalifikationen til OL i Rio de Janeiro.

DR's håndboldekspert Camilla Andersen er på trods at de to danske nederlag på stribe optimist.

- Grundlæggende, så har jeg rigtig god fornemmelse. Jeg tror, at vi vinder, lyder det fra den mest scorende spiller på det danske landshold gennem tiderne.

Hun påpeger følgende tre ting, som er med til at underbygge hendes optimisme.

Er oppe i gear

Den gejst vi sluttede med i kampen mod Montenegro, kan vi tage med videre. Vi var bagud hele kampen, men vi fightede godt og formåede at hænge på.

Vi er lige nu oppe i gear i modsætning til svenskerne. Vi har mød to klassemandskaber i de sidste to kampe, mens Sverige sluttede af med en walk-over af en kamp mod Cuba.

Hjemmebanefordel

Vi skal fortsætte med at spille i Boxen, mens Sverige skal flytte fra Næstved. Det kommer til at lægge et stort ekstra pres på svenskerne.

Publikum i Boxen kan blive den afgørende faktor i 1/8-finalen mod Sverige. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Vi er spillemæssigt stort set lige gode, men vi spiller på hjemmebane foran 12.000 tilskuere. Det vil løfte holdet og jeg er sikker på, at vi vil se tændt dansk hold mod Sverige.

Dansk fordel i defensiven

Jeg tror, at vi kommer til at se et solidt dansk 6-0-forsvar med Sandra Toft i målet. Jeg tror, at vi vil gå en lille smule tilbage, da Sverige ikke kan lægge det samme tryk som Montenegro kunne. Jeg tror, at Rikke Skov kommer til at gå forrest for et godt dansk forsvar.

Sveriges forsvar er et klassisk 6-0-forsvar, som står meget fladt. Vi skal derfor have gang i vores skytter og køre direkte på dem. Det er nemmere at lægge taktik mod et lidt mere klassisk spillende svensk mandskab end de andre hold, som Danmark har mødt tidligere i VM-turneringen.

Danmark og Sverige mødes i 1/8-finalen i aften kl. 20.45. Opgøret kan følges på TV2, P3 og her på dr.dk/vm.