De danske håndboldherrer fortsatte de gode takter fra VM-åbningskampen, da Egypten lørdag aften blev besejret med 35-28.
Efter en seksmåls-føring ved halvtid cruisede Gudmundur Gudmundssons mandskab sejren hjem efter pausen, og der var masser af positive ting at tage med fra opgøret mod egypterne.
Lars Krogh Jeppesen slår her ned på de tre væsentligste erfaringer fra kampen.
Dynamisk – men sårbart dansk angreb
- Angrebsmæssigt spiller Danmark med fart, dynamik og idérigdom. Det så rigtig fornuftigt ud. Men vi så også, at Danmark er sårbare, når Mikkel Hansen skal have en pause. Specielt efter at Mads Mensah og Morten Olsen måtte gå ud med småskader så det til tider en anelse arytmisk ud.
- Folk som Michael Damgaard og Lasse Andersson bliver nødt til at blive spillet lidt mere ind på holdet. Så må man træne lidt mere med dem. Selvom tempoet generelt var rigtig fint, så er vi lige nu sårbare, når vi skal skifte meget ud.
Kontrafasen fungerer
- Den danske kontrafase er lige præcis der, hvor den skal være. Der var meget fokus på denne del af spillet i Bygma Cup i sidste uge, og nu fungerer det bare. Så snart der er den mindste mulighed for at løbe, så er danskerne strøget afsted.
- Bolden bliver smidt i næverne på Mikkel Hansen, og så fordeler han kuglerne på fornemste vis. Det ser rigtig skarpt ud, og vi får brug får denne del af spillet længere fremme i turneringen.
Skarphed på fløjene
- Igen-igen bliver jeg nødt til at rose de danske fløjspillere. Jeg giver efter kampene karakterer til danskerne, og mod Egypten gav jeg tre fem-taller (den næsthøjeste karakter, red.). Alle tre gik til fløjspillere, nemlig Lasse Svan, Casper U. Mortensen og Magnus Landin. De ser utrolig skarpe ud, og de har fart i benene.
- De fire danske fløje har i de to hidtidige VM-kampe tilsammen scoret 31 gange på 37 forsøg. Det giver altså en scoringsprocent på 84. Jeg er godt klar over, at vi endnu ikke har mødt de allerbedste keepere, men egypternes målmand havde altså en redningsprocent på 45 i sejren over Qatar, slutter Lars Krogh Jeppesen.