Med sine 37 år er Hans Lindberg den ældste på det danske herrelandshold i håndbold. Han er samtidig den spiller, der har spillet flest landskampe.
Og nu ser det ud til, at der kommer endnu flere på kontoen.
Efter at have siddet ude i de to VM-testkampe mod Ungarn med en lægskade, deltog han tirsdag i hele træningen med resten af holdet.
- Det gik godt. Jeg kunne ikke mærke noget, så det var positivt, siger Lindberg.
Han melder sig dermed helt klar til start torsdag, når Danmark skyder hul på VM.
Dermed ser det ud til, at Johan Hansen, som landstræner Nikolaj Jacobsen har indkaldt som gardering for Lindberg, ikke kommer med i den endelige VM-trup.
Også Nikolaj Markussen, der måtte udgå i den seneste landskamp mod Ungarn med en fodskade, er meldt klar til torsdagens VM-kamp.
Lindberg fik debut på A-landsholdet i 2003 og har siden spillet 261 landskampe, scoret 729 mål og deltaget i 12 VM- og EM-slutrunder samt to gange i de olympiske lege.
Alligevel mener den erfarne højre fløj ikke, at de mange landskampe giver ham en ekstra fordel ved dette års VM.
- I bund og grund, når det går løs, drejer det sig om præstationer på banen, og så er antallet af landskampe egentlig ligegyldigt. Det handler om at præstere, siger han.
Om det bliver Lindbergs sidste slutrunde i rødt og hvidt, ved han endnu ikke.
- Det har jeg absolut ikke taget stilling til overhovedet. Jeg er der, hvor jeg tager én slutrunde ad gangen, så jeg vil bare nyde denne her og sørge for, at jeg kan gøre mit til, at vi måske kan nå langt, siger han.
Lindberg og resten af det danske landshold spiller den første kamp mod Chile torsdag klokken 20.15 i Royal Arena i København.
Derefter rykker landsholdet til Herning, hvor det skal spille de andre kampe i gruppespillet mod Tunesien, Saudi-Arabien, Østrig og Norge.
/ritzau/