Niklas Landin: Letter på hatten for brormand

Den danske målvogter var banens bedste i sejren mod Argentina, hvor brormand Magnus også imponerede i sin slutrundedebut.

Én af nøglerne til dansk succes ved VM i Frankrig er Niklas Landin.

Den danske målvogter skal ramme sit topniveau, hvis danskerne skal have hængt guld om halsen i Paris, og bedømt på præstationen mod Argentina, så er der ingen grund til bekymring på den front.

Niklas Landin var en mur.

- Det er en lettelse. Jeg ønskede mig egentlig bare to point i dag, og at vi så gik hen og vandt så overbevisende, det kunne jeg kun drømme om, siger Niklas Landin, der kunne se sin lillebror Magnus få slutrundedebut i 33-22-sejren over Argentina.

Stolt storebror

Landin den yngste imponerede med både assist og scoringer.

- Det er jo fantastisk. At han kan gøre det i sin allerførste slutrundekamp, det må jeg bare tage hatten af for. Han leverede. Ligesom så mange andre gjorde i dag. Det er jeg utroligt stolt over, siger Niklas Landin, der også sendte en tanke til René Toft Hansen, der ikke kunne være med grundet et forbud mod forsvarskæmpens albuebeskytter.

- Vi vil også gerne kæmpe for Toft, så vi ikke har mistet nogen point, når han træder ind i turneringen. Det var ikke svært at finde motivationen, siger Niklas Landin.

Danmark møder lørdag aften Egypten, der tidligere på dagen slog Qatar.