Gudmundsson bliver til sommer: Jeg opfylder min kontrakt

Der venter fire EM-kvalifikationskampe sidst på foråret, og Gudmundur Gudmundsson er klar til at tage dem med.

Gudmundur Gudmundsson vil blive sin kontrakt-periode ud. (Foto: © Philippe Desmazes, Scanpix)

Gudmundur Gudmundssons arbejde som dansk håndboldlandstræner er ikke slut, selv om Danmark er færdig ved VM i Frankrig, og Nikolaj Jacobsen overtager posten til sommer.

Islændingens kontrakt løber frem til 1. juli, og den har han tænkt sig at opfylde.

- Jeg er ansat her og har min kontrakt. Den overholder jeg, for sådan er jeg opdraget. Jeg overholder mine kontrakter. Mere kan jeg ikke sige om det.

Dermed kan han se frem til fire knapt så attraktive kampe i kvalifikationen til næste års EM i Kroatien.

Først to kampe i begyndelsen af maj mod de selvsamme ungarere, der slog hans hold ud af VM søndag.

I juni slutter Danmark kvalifikationsturneringen af med kampe mod Holland og Letland.

Kampene må formodes at være en formalitet i en pulje, hvor Ungarn og Danmark stensikkert sætter sig på de to EM-billetter.

Men Gudmundsson erklærer sig altså klar til at være manden, der fører Danmark frem til slutrunden næste år.

Derefter bliver det op til hans afløser at styre holdet gennem mesterskabet i Kroatien i januar næste år.

/ritzau/