I dag kunne det danske håndboldlandshold ånde lettet op, efter at Sverige som den sidste modstander accepterede at lade René Toft Hansen spille i gruppekampene med sin albueskinne.
Turneringen er dog, hvis alt går som planlagt, meget længere end bare gruppekampene, og derfor skal Danmark også ud og have accept fra andre end bare gruppeholdene.
- Vi sætter os ned og ser på, hvad der er mest sandsynligt. Det er selvfølgelig afhængigt af, at vi gør det godt i vores pulje, fordi så er det nemmere at regne ud, hvem vi rammer ind senere, forklarer Morten Stig Christensen, generalsekretær hos DHF.
Første sten rullet
DHF vil nemlig gerne undgå, at beslutningen først bliver truffet kort før de afgørende kampe.
- Vi sidder også og tænker på, om vi skal få lavet den her ’medical statement’, som vi har fået lavet af vores landsholdslæge og sendt den rundt til alle, som vi potentielt kan møde. Så vi kan få dem til at sige ja på forhånd, uanset hvem det bliver, siger Morten Stig Christensen.
- Så vi arbejder i kulissen på at finde en løsning, så det ikke skal løses dagen før klokken ni eller 10, forklarer han.
Morten Stig Christensen håber dog på, at accepten fra de fire nationer i gruppen kan smitte de øvrige nationer, som Danmark risikerer at løbe ind i.
- Jeg håber på, at når den første sten er rullet, at de fire nationer i gruppen har sagt ja, så smitter det af på de andre. Så det må gerne sprede sig lidt viralt, forklarer han.
Danmark spiller lørdag aften mod Egypten klokken 20.45, og kampen bliver vist på TV 2.