VIDEO Danmark holder liv i medaljedrømmene ved EM

Med en sejr på 28-19 fik Danmark den nødvendige sejr i opgøret mod Polen og holder dermed liv i EM-drømmene.

Det begyndte skidt for Danmark, men det endte alligevel med en livgivende sejr på 28-19 over Polen, da Danmark spillede sin første kamp i mellemrunden ved EM.

Kampens vigtighed stod tindrende klar fra den første bold blev kastet i Debrecen i Ungarn. De to hold stod begge i en situation, hvor et nederlag ville være ensbetydende med at de resterende kampe ved slutrunden bare ikke ville være nær så betydende.

Kun med en sejr og to point til regnskabet i mellemrunden kunne drømmen om semifinaledeltagelse holdes i live.

Kluntede skridt

De tekniske fejl var i klart overtal i forhold til de vellykkede kombinationer, og både de danske og polske skytter fyrede i flere tilfælde løse skud mod mål.

Efterhånden som kampuret tikkede derudad begyndte det danske hold med små, kluntede skridt at trække fra polakkerne, og ved stillingen 6-3 i dansk favør fornemmede man, at en sejr kunne trækkes i land på hårdt arbejde alene.

Ikke mindst fordi de polske stjernespillere Karolina Kudlacz og Alina Wojtas ikke var helt så iøjnefaldende som tidligere i turneringen, hvor de tilsammen havde scoret 38 af Polens mål.

Målkoma

Men i stedet for at udnytte det usammenhængende polske spil til egen fordel, gik de danske spillere i kollektivt målkoma, som Lotte Grigel først vækkede dem fra efter 10 minutter.

På det tidspunkt var føringen smuldret, og der var i stedet tale om en udligning af polakkernes føring.

Sad man med et fromt juleønske om en fortsættelse af de gode takter fra kampen mod Norge, hvor det danske angrebsspil i perioder virkede indbydende, blev man i stedet budt på en knastør klejne og en pausestilling på 9-9.

Lys i mørket

Tegn på bedre tider blev efter pausen indvarslet af et reddet straffekast af målvogter Sandra Toft, en tominutters udvisning til Polens Monica Stachowska og to scoringer fra de ellers underpræsterende fløje ved Maria Fisker.

Resultatet kunne aflæses på måltavlen, hvor Danmark pludselig var i front 16-12.

Da Polen efterfølgende lod Danmark vinde to minutter i undertal, og end ikke greb chancen, da det danske mål i nogle sekunder var tomt på grund af en udskiftning mellem Kristina Kristiansen og Sandra Toft kunne man endelig se den klasseforskel på de to mandskaber, som blandt andre DR Sportens håndboldekspert, Karin Mortensen, før kampen havde forudset ville blive afgørende.

Flere niveauer over

Smilene på de danske læber blev større og større efterhånden som spillet blev mere frigjort og kreativt, og selvom den danske træner på den polske bænk, Kim Rasmussen, ihærdigt prøvede at ildne sine spillere op, kunne de ikke stille noget op mod Danmark, der efter pausen var flere klasse over det niveau, der blev vist før pausen. 

Dermed blev det også konstateret at landsholdet kan levere glimrende spil trods fraværet af en feberramt Louise Burgaard.

Danmark møder på mandag værtslandet Ungarn i endnu en kamp, hvor sejr er et krav, hvis chancen for at komme i semifinalen senere i turneringen. Et sådan scenarie er dog stadig afhængig de norske kvinder, der med tre sejre kan give Danmark en stor, hjælpende hånd.