VIDEO Bag om karrierestop: To personer gav Skjern-træner ny motivation

Ole Nørgaard stopper karrieren til sommer, men havde det ikke været for Henrik Kronborg og Bjarte Myrhol, kunne det være sket tidligere.

Det har efterhånden været kendt i en måneds tid, at Skjern-træner Ole Nørgaard til sommer indstiller sin trænerkarriere.

Men hvad de færreste måske ved, er, at for Ole Nørgaard kommer beslutningen ikke som en pludselig indskydelse.

- Jeg har overvejet i en del år, hvornår jeg skulle sige stop, og så kom jeg frem til, at det var nu. Det var selvfølgelig specielt at gå ind og sige op, men alting har en ende, og min kom så her, siger Ole Nørgaard.

Kunne være blevet til stop tidligere

Ole Nørgaard kom til Skjern i 2012, og tiden i det vestjyske kulminerede i sommer, da holdet blev danmarksmestre.

Men havde det ikke været for to personer, så er det slet ikke sikkert, at Ole Nørgaard havde været på sidelinjen i den seneste sæson.

Henrik Kronborg, assistenttræner i Skjern, har nemlig haft en afgørende rolle i, at Ole Nørgaard fandt motivationen til at fortsætte livet med harpiks.

Har Henrik Kronborg forlænget din trænerkarriere?

- Ja, det vil jeg ikke afvise. Der er altid nogen, der på en eller anden ubevidst måde kan give en et kick, så måske.

Det er dog ikke blot samarbejdet med Henrik Kronborg, der har bidraget til at holde Ole Nørgaard i håndbolden. Også en særlig nordmand fik motivationen til at boble i den 54-årige håndboldtræner.

- Bjarte Myrhol sagde kort tid efter, at han var kommet til klubben: ’Du skal vide, at jeg forventer, du gør alt, hvad der står i din magt for at forberede os bedst muligt’.

- Det tændte en ild. Det var skelsættende, når man går og overvejer, hvor længe, man skal fortsætte. Her var der en udfordring, som skulle tages op, siger Ole Nørgaard.

Ikke et fravalg af håndbolden

Til sommer er det dog farvel til håndbolden for Ole Nørgaard. Et nyt liv, væk fra håndboldhaller og taktiktavler, glimter ude i horisonten bag et muligt titelforsvar og en europæisk drøm. Lige nu halter de forsvarende mestre dog gevaldigt i håndboldligaen, hvor holdet efter 11 kampe indtager en syvendeplads.

Ole Nørgaard har dog ikke tænkt sig at slække på tingene, bare fordi, det ikke er ham, der sætter holdet efter sommerferien.

- Jeg er ikke færdig i Skjern endnu, og der venter en masse spændende opgaver. Men jeg glæder mig også til at tage springet og leve en anden tilværelse, hvor jeg har mulighed for at tage på forlænget weekend til København med familien.