Verdens bedste håndboldspiller vender hjem til Danmark.
Fra sommeren 2023 kommer den danske landsholdsmålmand Niklas Landin nemlig til at stå mellem stængerne for Aalborg Håndbold.
Tilgangen af THW Kiel-målmanden, der i sidste uge blev kåret som verdens bedste håndboldspiller for 2021, har klubbens formand Jan Larsen da også svært ved at få armene ned over.
- Det er kæmpestort for alle os i Aalborg Håndbold. Niklas har bevist over de seneste mange sæsoner, at han med god grund regnes for at være verdens bedste målmand, og det er selvfølgelig med stor stolthed, at vi nu kan præsentere ham, siger Jan Larsen til klubbens hjemmeside.
Uden at uddybe fortæller hovedpersonen selv, at han gennem den seneste tid har været gennem nogle familiære udfordringer. Og mens Aalborg Håndbold de seneste år har imponeret, ser han skiftet som det perfekte match.
- Jeg har selvfølgelig fulgt de flotte præstationer, klubben har præsteret, og har også flere gange været på besøg og opleve den fantastiske stemning i Sparekassen Danmark Arena. Det har imponeret mig, og jeg glæder mig virkelig til at blive en del af projektet, siger Niklas Landin til klubbens hjemmeside.
Nyheden om at verdens bedste håndboldspiller skifter til Aalborg, spreder dog ikke kun glæde i det nordjyske.
DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen er overrasket, men også meget begejstret over, at man fra sommeren 2023 kan overvære verdensstjernen i danske håndboldhaller.
- Det er helt vildt. Jeg blev ringet op den anden dag, fordi han var kåret til verdens bedste håndboldspiller, og det er altså den samme spiller, der lige har skrevet kontrakt med Aalborg Håndbold.
Sætter en tyk streg under ambitionen
Selvom det bliver sværere for de øvrige danske klubber at vinde det nationale mesterskab, ser eksperten skiftet som en fantastisk nyhed for dansk klubhåndbold.
For med tilgangen af først islændingen Aron Palmarsson, dernæst Mikkel Hansen til sommer og Niklas Landin året efter sætter Aalborg Håndbold en stor, fed streg under, hvad deres ambition er.
- Det er et klart statement. Det kommer til at ændre magtbalancen i international håndbold. Vi har lige pludselig Aalborg, hvor folk fra store etablerede klubber tager til. Det er med til at understrege, at de har ét mål, og det er at vinde Champions League, siger Lars Krogh Jeppesen.
I 2021 var det lige ved og næsten for aalborgenserne i Champions League.
I finalen blev det spanske storhold FC Barcelona for stor en mundfuld, og så måtte nordjyderne tage til takke med en sølvmedalje.
Men med den 33-årige sprællemand i buret kommer nordjyderne til at være blandt favoritterne til at vinde den mest prestigefulde klubturnering.
- Nu kan man også sige, at det er realistisk at have den målsætning - og det er også en målsætning, man skal have med det spillermateriale, siger Lars Krog Jeppesen.
Store ambitioner er de dog vant til i Aalborg. Det har de faktisk været i et stykke tid efterhånden, fortæller Tina Østergaard, der er fanformand i Aalborg Håndbold Support.
At målsætningen nu stemmer godt overens med spillermaterialet, giver derfor endnu mere håb om, at Champions League-trofæet snart kommer til Limfjordsbyen.
- Nu har jeg været med i den her fanklub siden 2009, så jeg har hørt Jan (klubdirektør red.) snakke om det før. Det vil jo være helt fantastisk at opleve, at man når dertil, siger hun.
Rift om billetterne
På holdlisten har Aalborg Håndbold allerede et par ret store kanoner stående.
Henrik Møllgaard, Felix Claar og Aron Palmarsson – for nu bare at nævne et udpluk.
Men at det i 2023 bliver hverdag at tage i hallen og se verdens bedste håndboldspiller folde sig ud, er alligevel svært at forholde sig til for fanformanden.
- Det er vanvittigt. Jeg tror ikke helt, det er gået op for mig endnu, at det er det, der sker. Man tænkte, at nu kom Mikkel Hansen - og så fortsatte det bare. Det er helt fantastisk for os fans at få lov at opleve det her hold, siger Tina Østergaard.
Og selvom det sikkert allerede er vældig underholdende at gå i Gigantium for at se nordjydernes opgør, kommer de nye stjerner til at blive et stort trækplaster for fans, tror hun.
- Man skal nok ikke tænke for længe, når sæsonkortene kommer til salg, siger fanformanden.
Niklas Landin har fået en 4-årig kontrakt med Aalborg Håndbold.