Det var egentlig bare en ligegyldig træningsøvelse.
Odense Håndbolds Mathilde Schæfer, 19 år og i topform, kommer i fart, laver en bevægelse, som hun har lavet tusinde gange før, da knæet og kroppen stopper med at spille sammen.
Da hun falder sammen på gulvet er hun ikke i tvivl om, at den er gal. Det samme kunne alle holdkammeraterne se.
- Jeg skreg og græd. Hele hallen var klar over, at det var korsbåndet, siger Mathilde Schæfer.
Få måneder inden havde hun underskrevet sin første fuldtidskontrakt, og i foråret 2017 havde hun imponeret så meget, at en forlængelse allerede var på tale, da karrieren på et sekund blev sat på stand-by. Samtidig havde hun forhandlet med andre klubber, som dog hurtigt trak sig, da nyheden nåede frem.
Ledelsen i Odense Håndbold valgte dog, på trods af udsigterne til et års pause for Mathilde Schæfer, at honorere den aftale, som de havde tilbudt hende. Derfor skrev hun i starten af april 2017 under på tre-årig forlængelse, inden hun kort efter for første gang skulle under kniven.
En aftale, der bliver en redningskrans for Mathilde Schæfer i det kommende år, som vil byde på tre yderligere operationer.
En del af et trist billede
Historien om Mathilde Schæfer er langt fra unik.
Som så mange andre elitesportsudøvere før hende har lært, så er alvorlige knæskader en alvorlig risiko ved at deltage i det spil, man elsker. Men i kvindehåndbold er især korsbåndsskader et sprængende punkt, der hvert år har store konsekvenser.
Korsbåndsskader er ikke undtagelsen. I kvindehåndbold er det normen.
I de to seneste sæsoner har der i gennemsnit været én korsbåndsskade per hold hos de 12 ligaklubber. Nogle hold har været hårdere ramt end andre, og tæller man brusk- og meniskskader med, er tallet endnu højere.
Listen af danske spillere, både i ind- og udland, der spiller med rekonstruerede korsbånd, er af samme årsag lang. Landsholdsspillere som Maria Fisker og Lotte Grigel er blot få eksempler, og hos Dansk Selskab for Sportsfysioterapi siger man som rettesnor, at man i en gruppe på 15-17 kvindespillere skal forvente minimum én korsbåndsskade per sæson.
Det er der dog ikke noget odiøst i, sådan har det altid været, siger overlæge og professor ved Idrætsklinikken på Aarhus Universitetshospital, Martin Lind.
- Især skader på forreste korsbånd ses med den højeste hyppighed af nogen sportsgren hos yngre kvindehåndboldspillere. Det er selvfølgelig et stort problem, fordi det ofte betyder, at man ikke vil fungere optimalt inden for håndbold mere, og samtidig medfører det gener resten af livet fra knæet, som har mén, siger Martin Lind.
I videoen herunder kan du se Lotte Grigel komme galt afsted med korsbåndet.
En svensk undersøgelse fra 2012 viste således, at kvinder havde tre til fem gange større risiko for at få en korsbåndsskade.
Årsagerne til den markante risiko for korsbåndsskader hos kvinder skal findes i flere fysiologiske ting.
Forskningen viser, at mænd eksempelvis har 30% stærkere muskler end kvinder, og samtidig har kvinder et bredere bækken, der gør, at lårbenet og knæet mødes i en anden vinkel, som gør kvinder mere kalveknæede. Noget, der er praktisk, når man skal føde børn, men ikke på en håndboldbane.
- Håndbold er en voldsom sportsgren, som i princippet ingen mennesker er designet til, men kvinder er dårligere designet til det end mænd. Kvinders led er blandt andet mere elastiske end mænds, og derfor er risikoen for at komme ud i yderstillinger, hvor man ikke kan styre sit knæ, større, siger Martin Lind.
- Mænd og kvinder har gennemgået forskellige evolutionsudviklinger. Fra tusinde år tilbage og op til nu, hvor mændene har været ude at jage, mens kvinderne har været samlere og passet hjemmet. Det har påvirket den ledstruktur og anatomi, som den sidste udvikling af kønnene har gennemgået. Så når moderne kvinder gerne vil prøve noget voldsomt, som for eksempel håndbold, så er de ikke optimalt bygget til det, siger Martin Lind.
Af samme årsag er genoptræningen efter et ødelagt korsbånd oftere mere kompliceret og længerevarende hos kvinder end hos mænd.
Forskningen viser derudover, at halvdelen af kvinder med korsbåndsskader får slidgigt blot ti til 15 år efter skaden, samtidig med, at risikoen for at få en ny alvorlig knæskade er markant.
- Kvinderne er i meget større risiko for at ødelægge knæet igen, og hvis der var samme risiko for en alvorlig skade på en arbejdsplads, som der er på en håndboldbane, hvor der spiller eksempelvis teenagepiger, så ville den arbejdsplads blive lukket, siger Martin Lind.
Uheldige operationer og konstante smerter
Da Mathilde Schæfer sidder i flyet mod Makedonien med sine holdkammerater, kan hun næsten ikke være i sig selv af smerte.
Det er fire måneder siden, at hun fik rekonstrueret sit korsbånd, men siden da har hun ikke været i stand til at bøje eller strække benet helt.
Lægen, der gennemførte operationen, vurderer, at knæskallen er vokset sammen med skinnebenet, og derfor ’blot’ skal knækkes op.
Da Mathilde Schæfer kommer tilbage fra Makedonien bliver hun derfor opereret med forventningen om, at når hun vågner, så er hun mere eller mindre klar til at tage næste skridt i sin genoptræning. I stedet vågner hun op til en voldsom besked.
Skruerne, der blev indopereret for at holde det nye korsbånd på plads, er faldet ud, og korsbåndet er kollapset. Knoglestykker flyder rundt, brusken er beskadiget og så sidder der en klump arvæv på størrelse med en tennisbold, som har forhindret hende i at kunne bøje og strække benet.
Derfor skal de huller, som skruerne har efterladt i knæet, fyldes ud med knogle fra et andet sted i knæet, og først tre måneder derefter kan man rekonstruere endnu et nyt korsbånd.
- Det var da heldigt, at vi fandt skruerne igen, siger sygeplejersken, da Mathilde Schæfer er ved at komme til sig selv på opvågningsstuen.
Simple øvelser kan redde karrieren
I 2005 kom der tal på bordet, som med klar evidens viste, at man kan minimere risikoen for korsbåndsskader med op til 50%, hvis man laver simple øvelser i et kvarter om dagen.
På baggrund af den viden satte Gigtforeningen, Dansk Selskab for Sportsfysioterapi og DHF en kampagne i søen, der skulle hjælpe med at minimere knæskader i håndbold. Kampagnen, ’Knokl for dit knæ’, blev dog ikke nogen succes.
Det fortæller adjunkt på Syddansk Universitet, Merete Møller, som i mange år har forsket i netop håndboldskader, og hvordan man forebygger dem. Hun var selv nødt til at indstille karrieren som 21-årig, da knæet ikke ville mere.
Statistikkerne viste ikke nogen forbedring af problemet med korsbåndsskader hos især yngre kvinder, og kampagnens budskab kom aldrig ud over rampen. Ude i håndboldhallerne kendte man ikke til øvelserne.
- Jeg ønsker ikke at slå nogen i hovedet med det, for jeg tror, at folk gør deres bedste. Men der mangler noget opfølgning og hjælp til, hvordan vi får integreret de her øvelser i forhold til håndboldspillet. Trænerne føler sig ikke altid kompetente nok til at vejlede spillerne rigtigt, når øvelserne skal laves, og så laver man dem måske slet ikke, siger Merete Møller, og påpeger vigtigheden i, at det især er hos de unge spillere, at der skal tages fat. Gerne så tidligt som muligt, da tallene tydeligt viser, at det er i ungdomsårene, de fleste korsbåndsskader sker.
Det handler om at afsætte tid og penge til at få informationen ordentligt ud, og som inspiration kunne man kigge mod Norge, fortæller Merete Møller.
- I Norge, under de store kampe, viser de i pausen en landsholdsspiller på storskærmen, som demonstrerer forskellige øvelser, man kan lave. Det er selvfølgelig ikke nok bare at vise øvelser på storskærm, men det norske håndboldforbund har prioriteret at få informationen ud i højere grad de seneste år, siger Merete Møller, der gerne ser, at der så hurtigt som muligt bliver indført lignende tiltag i Danmark, så statistikkerne kan blive vendt.
- Vi ved, at de her tal kan halveres, og ’Knokl for dit knæ’ var ikke nok, så vi skal gøre det bedre. De her knæskader har en alvorlig konsekvens, især på sigt, så forældre skal også have hjælp til at forstå vigtigheden i, at deres børn skal prioritere den her slags træning. Heldigvis er der positive signaler fra DHF og Team Danmark i forhold til at optimere indsatsen og se på, hvordan vi kan sikre os, at øvelserne også bliver implementeret i den virkelige verden. Men det kræver, at der er midler til det, og det er der, vi står, siger Merete Møller.
Kan du forstå, når overlæge Martin Lind siger, at hvis der var samme risiko på normale arbejdspladser, som der er på en håndboldbane, så var arbejdspladsen blevet lukket?
- Det kan man passivt vælge at sige, men man kan også vælge at gøre noget aktivt for at implementere forskningen, når nu vi ved, at tallene kan halveres, siger Merete Møller.
Donorknogle og duften af guld
Nu, et år og fire operationer senere, kan Mathilde Schæfer se fremad. Og hun kan se sine holdkammerater i Odense Håndbold være på nippet til at vinde medaljer i kvindernes håndboldliga.
I november fik hun indopereret donorknogle for at fylde hullerne fra skruerne i knæet ud, og i slutningen af januar fik hun så på ny rekonstrueret sit korsbånd.
Den her gang sidder det fast.
Hvis alt går vel er hun klar til at gå på banen i januar 2019. På det tidspunkt vil det være næsten to år siden, at en basal bevægelse trak gulvtæppet væk under karrieren.
Hun bor med sig selv i Odense, og har tre minutter ned til den klinik, hvor hun passer sin genoptræning. Samtidig er hun indskrevet i et kommunalt genoptræningsforløb, da forsikringen ikke længere dækker udgifterne.
Som langtidsskadet har Mathilde Schæfer haft rigeligt med tid til at kigge på holdkammeraterne udefra, og tiden på tribunen har sat tankerne i gang. Hun er ikke indskrevet på nogen uddannelse, da Odense Håndbold i så fald ikke kan få sygedagpengerefusion. Hun overvejer dog at søge ind på en ingeniøruddannelse til næste år, da det kunne være rart med at få en succesoplevelse, og ikke bare være knæskadet håndboldspiller.
På trods af de skader, som hendes knæ har, og med den viden om de markante risici for tilbagefald og slidgigt, som lægerne har informeret hende om, er hun ikke i tvivl, når talen falder på at fortsætte kampen om at komme tilbage til elitehåndbold.
- Jeg har aldrig haft tanken om at stoppe. Jeg siger til mig selv, at alle får en korsbåndsskade, så det er ikke noget problem, siger Mathilde Schæfer.