Det så rigtigt skidt ud for Stine Jørgensen, da hun i første halvleg i kampen mod Ungarn blev tacklet, da hun var i gennembrud. Og det viser sig nu, at hun har fået en ledbåndsskade mellem kravebenet og skulderbladet.
- Det er ikke løst, men det gør ondt og det slås vi lidt med i dag og ser, om vi kan få styr på det, så hun kan spiller i morgen.
- Men det er ikke sikkert. Jeg tror, det ser sort ud for i morgen, men godt ud for de efterfølgende kampe, fortalte landsholdet læge, Morten Storgaard på tirsdagens pressemøde.
Tranborg kan komme i spil
Hvis Stine Jørgensen ikke bliver klar, så bliver Mette Tranborg skrevet ind i truppen sammen med Lærke Møller, fortalte landstræner Jan Pytlick.
Han er ikke så nervøs for venstre back-positionen i kampen mod Spanien, hvis Stine Jørgensen ikke bliver klar til onsdag.
- Jeg synes, vi er dækket godt in på venstre back med Anne Mette Hansen, vi har Maria Fisker, som kan spille der, Lærke og Kristina Kristiansen har også på deres klubhold spillet venstre back, så jeg synes egentlig, vi er dækket rigtig godt ind på den position.
- Man må sige, at en Maria Fisker har vist meget tydeligt på sit klubhold, at hun har ild i hendes højre arm, så der er ingen problemer med, at en Fisker kan ligge og skyde.
- Og så må man sige, at det spanske forsvar passer godt til de her gennembrudsspillere, fordi de tit mod os har dækket noget 5-1.
- Så kan det være, de i perioder dækker noget 6-0, men det skal vi nok få løst med de spiltyper, vi har. Det er jeg ikke bekymret for, fortalte landstræneren.
Danmark møder Spanien i morgen aften kl. 18.15. Kampen kan følges på P3 og her på dr.dk.