Han vandt i sommer de danske håndboldhjerter, da han tog herrelandsholdet hele vejen til OL-guldet. Han sagde efterfølgende overraskende stop, og nu ligner det, at han har fået en afklaring på fremtiden.
Ifølge Bahrains håndboldforbund er Gudmundur Gudmundsson er landet i Bahrain, og den islandske træner har nu selv bekræftet det over for DR Sporten.
Og det valg får umiddelbart DR’s håndboldkommentator Lars Krogh Jeppesen til at løfte på øjenbrynet.
- Jeg er lidt overrasket over, at han siger ja til den her udfordring. Det er et modigt og spændende valg. Gudmundsson er en konceptmand med grundighed, og når får han et hold, der spiller håndbold på en helt ny måde.
- Men jeg kan godt lide, at han siger ja til den her udfordring. Jeg tror, at det vil udvikle ham som træner.
Igennem karrieren har Gudmundsson foldet sig ud i europæiske klubber, samt i spidsen for landshold som Island og Danmark.
Nu gælder det en udfordring på helt nye breddegrader.
- Det her er en helt anden størrelse, end hvor han før har været. Det vil give ham nogle oplevelser, siger Lars Krogh.
- Han vil blive udfordret på håndboldbanen, hvor han skal lære, hvordan man gør tingene i en helt anderledes håndboldkultur. Jeg tror også, at han bifalder, at der kommer oplevelser uden for banen, der kan udvikle ham menneskeligt.
Bahrain har deltaget i to VM-slutrunder, men har stadig OL til gode. Deres bedste placering ved VM var ved seneste mesterskab, hvor de blev nummer 23.
Men Lars Krogh mener, at der er potentiale i holdet.
- Bahrain er ikke noget dårligt landshold. De spiller bare på en helt anden måde med mange små spillere. Vi har set de sidste par gange, når Danmark har mødt Bahrain, at de ikke er særlig rare at spille i mod.
Det forventes, at Gudmundur Gudmundsson bliver præsenteret tirsdag.