Håndboldkvinderne fra Nykøbing Falster er klar til finalen i kvindernes pokalturnering, Santander Cup.
Det blev en kendsgerning, da holdet tog en knusende storsejr på 37-18 over Randers HK, der slet ikke kunne stille noget op i den første Final 4-semifinale.
Nykøbing punkterede hurtigt spændingen, og det var blot et spørgsmål om sejrens størrelse.
De spillere, der ikke har været til EM i december, har holdt kamppause i omkring halvanden måned, og særligt Randers havde noget rust, der skulle bankes af i lørdagens semifinale.
Næsten 13 minutter skulle der gå, inden Randers kom på tavlen første gang, og på det tidspunkt havde Nykøbing bragt sig foran med 7-0, og så var spændingen mere eller mindre forduftet.
Nykøbing må undvære ligatopscorer Johanna Westberg i resten af sæsonen, men det havde i hvert fald ingen betydning i denne kamp.
I hendes fravær scorede søster Emelie Westberg i stedet en stribe mål, og særligt Lærke Nolsøe Pedersen førte an i første halvleg, hvor favoritten konstant øgede afstanden.
Nykøbing førte undervejs med 13 mål og kunne holde pause ved stillingen 19-7.
Den komfortable føring fik dog ikke Nykøbing til træde på bremsen i anden halvleg.
Randers reducerede ganske vist til 8-19, men holdt derefter en ny lang scoringspause på mere end syv minutter, så Nykøbing kunne bringe sig foran 26-8.
Randers satsede i lange perioder og satte en ekstra markspiller på banen i stedet for målmanden, men ofte gav det bagslag med mål i egen ende, så Nykøbing kunne øge yderligere.
Føringen nåede sit højeste på 21 mål, men Randers pyntede en smule på stillingen i de sidste minutter.
I søndagens finale venter enten Team Esbjerg eller Odense Håndbold. De to provinsklubber tørner sammen i den anden semifinale lørdag klokken 16.
/ritzau/