Michael Damgaard om VM-udtagelse: Surrealistisk

Slutrundedebutanten har svært ved at forstå, at han skal med til VM i Qatar.

Michael Damgaard i aktion for Team Tvis Holstebro. (© Scanpix)

Ingen tabere uden vindere.

Mens Nikolaj Markussen i dag har ærgret sig over at være blevet sorteret fra den endelige VM-trup, der om få dage rejser til slutrunden i Qatar, så kan Michael Damgaard glæde sig over at være inde i varmen på Nikolaj Markussens bekostning.

Den 23-årige bagspiller er blevet foretrukket af landstræner Gudmundur Gudmundsson, og han har forståeligt nok svært ved at tøjle sin begejstring over udsigten til sin første slutrundedeltagelse.

- Det er jo helt surrealistisk at stå her og tænke på, at man om tre dage rejser til Qatar og skal spille VM. Det er jo helt fantastisk, siger han. 

VM ikke målet

Team Tvis Holstebro-spilleren har sammen med sit hold haft en sæson med op- og nedture, og inden sæsonen havde han ikke landsholdet i tankerne.

- Jeg følte selv, at jeg fik trænet rigtig godt i sommer, men det var ikke sådan, at jeg havde som mål at være med ved VM i Qatar.

- Det var bare for at holde mig i god form og få nogle kilo på kroppen. At det så har medført, at jeg nu står, hvor jeg gør, det er bare dejligt, siger Michael Damgaard.

Skal bare lære

Med sin ringe landsholdserfaring går Michael Damgaard ind til slutrunden med en besked forhåbning om at udvikle sig.

- Til træningerne har jeg løbet, lyttet og lært og fået så meget erfaring som muligt, og det er vel også det, jeg skal bruge slutrunden til.

- Jeg ved jo også godt, at der ikke er tvivl om, hvem der skal starte inde. Men jeg går glædeligt ind og tager de fem minutter, der kan blive hist og her, siger han om konkurrencen med de mere etablerede spillere som Mikkel Hansen.

Danmark spiller sin første kamp ved VM den 16. januar mod Argentina.