Normalt ligger de i feltet lige bag de allerbedste, men i indledningen på årets Bundesliga-sæson er SC Magdeburg kommet flyvende fra start.
Klubben, der blandt andet har de danske landsholdsspillere Jannick Green og Michael Damgaard i truppen, har nemlig vundet de første ti ud af elleve kampe i sæsonen, og det er nok til at ligge på en delt førsteplads i ligaen sammen med Flensburg-Handewitt.
- Vi har haft den samme trup i nogle år efterhånden. Vi havde kun en enkelt udskiftning i den her sæson, og det gør utrolig meget. Folk kender hinanden og deres roller på holdet.
- Så må vi også bare sige, at vi har ramt en god form fra starten af sæsonen, og det giver selvtillid, forklarer den danske landsholdsmålmand Jannick Green.
Stærke Green
Jannick Green selv er dog også en af forklaringerne på holdets gode start.
Den danske landsholdskeeper har været rigtig stærkt spillende i sæsonens indledning, hvor han blandt andet er den målmand i ligaen med flest redninger. Selv er han dog ydmyg omkring sin egen indsats.
- Jeg får jo også lov til at stå relativt meget.
- Hvis man kigger på redningsprocenter, så ligger jeg lige under toppen. Men jeg er okay tilfreds, og det er gået fint. Jeg håber, at jeg kan fortsætte på den måde, fordi så tror jeg også, at chancen for at komme med til en slutrunde er større, siger Jannick Green med henvisning til håndbold VM i januar.
Med hvor det er sjovt
I sidste sæson blev det til en fjerdeplads i ligaen for SC Magdeburg. Året før det endte de som nummer fem.
Nu har deres gode start på denne sæson sat spekulationerne i gang om, hvorvidt klubben kan vinde sin første Bundesliga-titel siden 2001.
- Det er svært at forudsige, om vi kan fortsætte.
- Det er en lang sæson, og vi skal vænne os til, at vi måske kommer til at være favoritter i nogle kampe, hvor vi ikke har været det tidligere. Men jeg vil sige, at hvis vi nogenlunde kan fortsætte med at holde det niveau, vi har holdt indtil videre, så kommer vi til at spille med, hvor det er sjovt i år.
Topopgør i aften
I aften venter så Magdeburgs største test indtil videre i denne sæson, når holdet skal på besøg hos de forsvarende mestre fra Flensburg-Handewitt.
Danskerklubben har vundet samtlige ti af deres kampe i denne sæson, og ligger lige nu á point med Jannick Green og Magdeburg. Dog har Flensburg spillet en kamp mindre.
Sidst de to hold mødtes var det SC Magdeburg, der trak det længste strå, da de på udebane besejrede den nordtyske klub og sendte dem ud af pokalturneringen.
- Det kommer til at give ekstra kog på tilskuerpladserne.
- Hvis man kan snakke om ekstra motivation, så tror jeg da, at de fleste af Flensburgs spillere har fået det. Vi kommer til at blive mødt af en mur af tilskuere og et hold, der skal ud og revanchere sig. Vi tror dog rigtig meget på det. Især efter at vi sidst viste, at vi kan vinde deroppe, siger Jannick Green.
De to hold tørner sammen torsdag kl. 19.