Niklas Landin stod en kanonkamp mellem stængerne for THW Kiel, da det forsvarende tyske mesterhold åbnede guldkampen op med en storsejr hjemme mod førerholdet, Rhein-Neckar Löwen.
Sammen med landsholdskollega René Toft Hansen smadrede Kiel-holdet Rhein-Neckar Löwen med Nikolaj Jacobsen på trænerbænken og Mads Mensah Larsen på banen med hele 31-21.
Udeholdet kunne have åbnet et forspring på seks point med en sejr, men Kiel fandt storspillet frem. Dermed er der nu kun to point mellem de to hold i toppen af Bundesligaen godt halvvejs i sæsonen.
Efter en tæt indledning fik de forsvarende mestre godt fat i forsvaret, hvor Niklas Landin begyndte at tage godt fra i målet.
Fremragende Landin
12 scorede mål er ikke voldsomt på en halvleg for et stjernehold som Kiel, men når Landin holder en redningsprocent på 50 i den anden ende og dermed holder modstanderne på ni mål, så er 12 scoringer rigeligt.
På de første tre minutter af anden halvleg rykkede Kiel yderligere fra, og ved 15-9 begyndte det så småt at ligne en tidlig afgørelse.
Med et lille kvarter igen øgede den spanske stjerne Joan Cañellas til 21-14 på et fantastisk hopskud, hvor han drejede rundt om sig selv i luften, og det skrantende Rhein-Neckar-offensiv gav ikke store forhåbninger om et comeback.
Et genfødt Kiel-hold, som ellers har virket slidt på det seneste, fortsatte ufortrødent og endte med at rive førerholdet over med hele ti mål.
THW Kiel har vundet ti af de seneste 11 tyske mesterskaber. Kun i sæsonen 2010/2011 lykkedes det HSV Handball med Hans Lindberg på holdet at fravriste Kiel titlen.
/ritzau/