Viborg stærkest i tabernes finale

Efter ydmygelsen mod FCM Håndbold i semifinalen vandt Viborg HK over TTH Holstebro i kampen om tredjepladsen.

Viborg HK snuppede bronzen i Santander Cup. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Det var en gevaldig lussing, Viborg HK måtte indkassere, da håndboldklubben torsdag aften tabte 21-32 til FCM Håndbold i semifinalen ved Final 4-stævnet i kvindernes pokalturnering.

Fredag eftermiddag fik Primo Tours Ligaens førende hold lidt oprejsning med en sejr på 25-23 over TTH Holstebro, der ligger nummer ni i ligaen.

Det skete i kampen om tredjepladsen i Jysk Arena i Silkeborg.

Grundlagde sejr før pausen

Viborg grundlagde sejren i første halvleg, og træner Allan Heines tropper gik til pause med en føring på 13-9.

TTH Holstebro havde torsdag været igennem en hård semifinale mod Randers HK, som efter to gange forlænget spilletid vandt 39-37.

Vestjyderne forsøgte efter bedste evne at indhente Viborgs forspring i anden halvleg, men det lykkedes ikke trods en ihærdig indsats.

Finalen mellem FCM Håndbold og Randers HK bliver spillet klokken 16.

FCM Håndbold er i finalen for femte år i træk, og klubben kan sikre den tredje pokaltitel på stribe.

/ritzau/