Viborg banker pokalmestre og gør landsholdsmålmand arrig

Viborg vandt 28-21 over Team Esbjerg. Målmand Sandra Toft mener, at esbjergenserne spillede som små piger.

Ann Grete Nørgaard og Viborg var for stærke for Team Esbjerg i onsdagens ligakamp. (Foto: © Torben Christensen /Scanpix, Foto: Bo Amstrup/Scanpix 2012)

Viborg HK var særligt i anden halvleg overlegne i onsdagens ligakamp mod pokalmestrene fra Team Esbjerg.

På hjemmebane vandt viborgenserne med 28-21 og rykker dermed op på 18 point, hvilket er samme antal som FC Midtjylland og Odense. Trods pointligheden er Viborg dog nummer fire.

For Esbjergs vedkommende var det svært at se, at holdet så sent som i slutningen af december vandt pokalturneringen i suveræn stil.

Derfor var landsholdsmålmand Sandra Toft da også rasende efter nederlaget til Viborg.

- Vi spillede som en flok små piger i dag. Vi spillede bare som en pose lort i dag. Jeg ved ikke, hvorfor vi spillede så dårligt, som vi gjorde, men det skal vi have lavet om på, siger landsholdsmålmand Sandra Toft til TV2 Sport.

Efter en målfattig start på kampen med kun to mål på næsten otte minutter fik både Viborg og Esbjerg gang i målscoringen.

Viborg førte an, og Ann Grete Nørgaard og Line Uno sørgede for, at de grønblusede trak fra vestjyderne.

Ved pausen lød føringen på 14-11, efter Amalie Grøn Hansen sendte halvlegens sidste skud ind bag Sandra Toft.

Efter pausen faldt Esbjerg sammen og ramte slet ikke topniveau.

Viborg spillede omvendt med stor selvtillid, og også Kristina Jørgensen meldte sig ind i kampen som en flittig målscorer.

Med kampens sidste mål endte hun på syv scoringer, hvilket kun Ann Grete Nørgaard kunne matche.

/ritzau/