Susan Thorsgård: Helt vildt at vinde mesterskabet

FC Midtjyllands Susan Thorsgård kalder den tætte finalesejr over Team Esbjerg for helt vildt.

(Foto: © Frank Cilius, Scanpix)

FC Midtjyllands kvindehold vandt lørdag guld i damernes håndboldliga efter en kamp, der blev afgjort på de yderste marginaler, da midtjyderne vandt sammenlagt 45-44 over Team Esbjerg efter to kampe.

Den første kamp var endt 23-22 til FC Midtjylland, og derfor var det midtjyderne, der stod øverst på skamlen, da returkampen lørdag endte 22-22.

- Vi stoler på hinanden, men vi formår at holde roen inde på banen. Det var helt vildt, at det kun var ét mål, der skulle afgøre det over de her to kampe, siger FC Midtjyllands stregspiller Susan Thorsgaard.

FC Midtjylland er Team Esbjergs onde ånd

FC Midtjylland har mødt grundspilsvinderne Team Esbjerg fire gange i denne sæson uden at tabe, og var dermed også det eneste hold, der besejrede Team Esbjerg i grundspillet.

- Jeg er mega stolt over hele klubben og mine holdkammerater, jeg tænkte på intet tidspunkt, at nu var sejren hjemme. Vi formår heldigvis at holde hovedet koldt i en helt fantastisk kulisse, og så havde vi de små marginaler på vores side til sidst, forklarer FC Midtjyllands Trine Østergaard.

Mere end 3000 mennesker var mødt op for at se den afgørende finalekamp i Esbjerg.