Odense-profil er gravid og ude resten af sæsonen

Grundspilsvinderne fra Odense Håndbold er hårdt ramt af skader og har før topkampen mod Team Esbjerg meldt ud, at højrefløjen Jessica Quintino er gravid.

Jessica Quintino er gravid og derfor ikke en del af holdet i de afgørende måneder af sæsonen. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

I forvejen er de norske højreback Maja Jakobsen og den tidligere landsholdsstreg Susan Thorsgaard ude med graviditeter, og nu er en tredje Odense-spiller røget på sidelinjen grundet lykkelige omstændigheder.

Højrefløjen Jessica Quintino er nemlig også gravid og dermed ude indtil et tidspunkt i efteråret. Det har Odense Håndbold meddelt tirsdag.

- Vi glæder os selvfølgelig på Jessicas vegne. Det er klart, at det er stort at blive forælder. Vi er dog kede af at skulle undvære en profil som Jessica i en enormt vigtig periode rent sportsligt, lyder det fra Odense-direktør Lars Peter Hermansen i en pressemeddelelse fra klubben.

I forvejen er Susan Thorsgaard og Maja Jakobsen ude på grund af graviditeter, og udmeldingen kommer på et tidspunkt, hvor Odense er ramt af skader hos flere landsholdsspillere.

I lørdagens Champions League-kamp mod København var Odense uden fire aktuelle landsholdsspillere. Stine Jørgensen og Nadia Offendal meldes klar igen, men højrebacken Mette Tranborg har pådraget sig en alvorlig knæskade, der kan holde hende ude i resten af året, og målvogter Althea Reinhardt er fortsat tvivlsom til de kommende kampe på grund af en hjernerystelse.

Odense spiller onsdag topkamp ude mod Team Esbjerg i ligaen, inden turen torsdag morgen går mod Rusland og Champions League-kamp mod Rostov-Don lørdag eftermiddag. Onsdag følger sidste kamp i grundspillet mod Ajax.

- Althea gør gode fremskridt, men vi tager det dag for dag, og vi ved ikke, om hun bliver klar. Vi tester hende i morgen, siger Odense-træner Jan Pytlick inden udekampen mod ligaens nummer to, Team Esbjerg.

- Vi ved, det bliver svært, for Esbjerg er virkelig godt kørende for tiden. Forhåbentlig kan vi vinde, men vi skal især bruge kampene mod Esbjerg, Rostov-Don og Ajax til at få skærpet de højrehåndede spillere de sidste procenter på højrebacken, hvor vi har bygget meget spil op om Mette Tranborg, siger Jan Pytlick.

Konkurrenter også ramt af skader

’De højrehåndede’ er lig med Mie Højlund, Ingvild Bakkerud og Susanne Madsen, hvor især sidstnævnte spillede en stor kamp mod København.

- Vi har spillet mange kampe og haft et stramt program, og vi har haft spillere ude med skader, så selvfølgelig har det været lidt hektisk. Men sejren over København reddede meget. Det betyder meget for os, at vi fik kørt den hjem. Vi har nu kvalificeret os til kvartfinalen i Champions League, og det er vi meget stolte af, siger Odense-træneren.

Også Esbjerg-lejren har døjet med skader og et stramt kampprogram, der har budt på 20 kampe siden jul, men træner Jesper Jensen glæder sig over at være kommet styrket igennem perioden med Final 4, ligakampe og EHF Cup-kampe.

Jesper Jensen, der er cheftræner for Team Esbjerg, er også ramt af skader. (Foto: © OLe Nielsen, Scanpix)

- Vi ville gerne have solgt sådan en periode med to kampe om ugen for status quo, men jeg synes faktisk, vi er kommet styrket ud af den. Vi har været skadefri, har fået fordelt spilletiden godt, givet pauser til dem, der havde brug for det, og jeg synes, alle spillere er godt kørende, siger Team Esbjerg-træneren.

Han har hele sæsonen måttet undvære Rut Jonsdottir på grund af graviditet, Lene Østergaard på grund af en knæskade, og Maria Mose Vestergaard – ligeledes med en knæskade.

Sidstnævnte er på vej tilbage og sidder på bænken mod Odense, men må dog stille sig i køen til spilletid på venstre fløj efter Sanna Solberg og Elm Halilcevic, når der fløjtes op til topkampen mod Odense i Blue Water Dokken onsdag kl. 18.30.

- For dem betyder kampen ingenting, men for os betyder den alverden. Vi skal givetvis vinde vores to sidste kampe for at beholde andenpladsen i ligaen og få to point med over i slutspillet, siger Jesper Jensen.