Odense Håndbold satser på at blive en topklub både i Danmark og internationalt, hvilket markante spillerindkøb de seneste par år har understøttet.
Indeværende sæson er blevet indledt med syv ligasejre ud af syv mulige, og mandag var der også gode nyheder på den økonomiske front for sidste sæsons DM-sølvvindere.
Aktionærgruppen bag klubben har sideløbende arbejdet med et stort boligprojekt med firmaet HC Odense Ejendomme A/S, som skulle generere penge til håndboldklubben de kommende mange år.
Et lukrativt bud fra en udenlandsk kapitalfond på 182,5 millioner kroner har dog fået selskabet til at sælge med det samme, og det betyder, at klubkassen i den fynske klub får tilført cirka 25 millioner kroner.
Ingen vilde indkøb
Selvom det er mange penge i en dansk håndboldklubs økonomi, så er der ikke udsigt til hurtige investeringer i eksempelvis spillertruppen i Odense Håndbold.
- Vi skal ikke bruge pengene til at etablerer os som en markant magtfaktor. Lige pludselig får pengene ben at gå på, og så har vi pludselig ikke det stærke fundament, som har været baggrunden for vores i optrapning den sidste års tid.
- Vi vil forsøge at være ansvarlige i brugen af de penge og ikke lade iveren løbe af med os, siger bestyrelsesformanden i Odense Håndbold, Jørn Bonnesen til DR Sporten.
Pengene skal i stedet bruges til driften de næste mange år.
- Vi skal ikke ud og spille fandango og foretage en masse vilde investering nu. Vi har et godt og sikkert økonomisk fundament fremadrettet i de næste mange år. Det er derfor, at vi har solgt nu frem for at beholde ejendommen og få det årlige driftstilskud. Så der sker ingen revolutioner på trods af salget, siger formanden.
Odense Håndbold vandt DM-sølv i sidste sæson og spiller for første gang nogensinde med Champions League. klubben har vundet sine første syv første ligakampe i denne sæson.
Odense Håndbold tabte deres første kamp i Champions League med 31-28 til Buducnost fra Montenegro.
Søndag spiller de næste gruppekamp hjemme mod franske Metz - et opgør du kan følger på DR1 fra klokken 14.50.