For første gang siden 2017, og for blot anden gang i klubbens historie, er Nykøbing Falster Håndboldklub klar til DM-finalen i kvindernes håndboldliga.
Det står klart, efter NFH lørdag eftermiddag chokerede alt og alle ved at besejre storfavoritterne fra Odense Håndbold i den tredje og afgørende DM-semifinale med 29-28. Det var første gang i seks sæsoner, at NFH lykkedes med at slå Odense Håndbold på udebane. God timing.
NFH blev ellers ydmyget i den første semifinale med hele 21-39, men i den anden semifinale på hjemmebane slog falstringerne igen og vandt 33-29, og derfor skulle det hele afgøres i en tredje semifinale lørdag eftermiddag. Og her var det altså NFH, der tog en overraskende sejr.
I finalen skal NFH møde de forsvarende mestre fra Team Esbjerg, der ekspederede Ikast Håndbold ud i semifinalen.
Det er første gang i fem sæsoner, at storsatsende Odense Håndbold, der ellers er bygget til at spille finaler og vinde titler, ikke er at finde i DM-finalen. Odense Håndbold er også ude af Champions League og lykkedes heller ikke med at vinde pokalturneringen, og dermed ender det som en trofæløs sæson for den fynske storklub.
Odense-nerver fra start
Det begyndte da også alt andet end planmæssigt for hjemmeholdet. Odense Håndbold-spillerne var helt tydeligt nervøse og usikre, og i løbet af de første ti minutter lavede de orangeklædte ukarakteristisk mange tekniske fejl. Og selvom Helena Elver bragte Odense foran 1-0, og selvom Althea Reinhardt faktisk stod glimrende i Odense-kassen, så var det gæsterne fra Falster, der langsomt, men sikkert, spillede sig til overtaget i kampen.
For mens Odense lavede fejl på fejl, så udnyttede NFH en velsmurt syv mod seks-maskine til at tage føringen. Efter et kvarters spil var gæsterne, ganske overraskende, foran med 9-5. Og billedet af de nervøse Odense-spillere fortsatte i resten af første halvleg, hvor NFH-spillerne omvendt udviste stor koldblodighed. Gæsterne var af flere omgange foran med fem mål.
Odense fik dog pyntet på tingene mod slutningen af halvlegen. Pausestillingen var 13-10 til NFH.
Koldblodige NFH holdt stand
Den overraskende NFH-dominans fortsatte umiddelbart efter pausen, hvor de blåklædte gæster lykkedes med at holde fast i en komfortabel føring. Ja, faktisk udbyggede de den af flere omgange til både fire og fem mål.
Men Odense Håndbold har Althea Reinhardt i målet. Og det skulle holdkammeraterne være glade for denne lørdag. For den 27-årige landsholdsmålvogter var ene kvinde om at holde hjemmeholdet inde i kampen. Hun leverede store redninger på stribe. Og da de offensive holdkammerater efterhånden fandt en smule skarphed, så kom hjemmeholdet bedre med på måltavlen. Med et kvarter igen var NFH blot foran med et enkelt mål.
Men gæsterne holdt stand og endte med at vinde 29-28. Dermed skal NFH spille DM-finale for første gang siden 2017, hvor klubben slog København Håndbold og vandt DM-titlen.
Første finaleopgør mod Team Esbjerg venter tirsdag aften i Esbjerg.