Lørdag eftermiddag indledes semifinalerne i håndboldligaen for kvinder. Team Esbjerg møder København Håndbold, mens Odense Håndbold skal op imod Herning-Ikast.
DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, har taget et kig på de fire tilbageværende hold, deres indbyrdes semifinaler og favoritterne til finalepladserne.
Semifinalerne spilles bedst af tre kampe og kan altså i yderste konsekvens blive tvunget ud i tre opgør, medmindre det samme hold vinder to kampe i træk.
Esbjerg er favoritter – men har fået den værste modstander
I en aktuel vurdering kalder Lars Krogh Jeppesen Team Esbjerg for det bedste hold og et hold, der meget vel kan blive danske mestre - akkurat som klubben blev det i 2016.
- De er det hold, der er bedst spillende, har momentum og samtidig har stor selvtillid. Derudover har de alle profiler klar, så de er i mine øjne det stærkeste hold af de fire tilbageværende, siger Lars Krogh Jeppesen.
Slutspillet faldt sådan ud, at esbjergenserne vandt deres pulje foran Herning-Ikast. Og da København sluttede som nummer to i den anden slutspilspulje efter storsejr i sidste runde ude mod Odense, blev det den – ifølge Lars Krogh Jeppesen – værst tænkelige modstander, der venter vestjyderne i semifinalen. Nemlig de forsvarende danske mestre fra København.
- I mine øjne er det de aktuelt to bedste hold, der mødes. Og jeg er ikke i tvivl om, at Esbjerg og træner Jesper Jensen er kede af, at København lammetævede Odense, så det blev dem og ikke Nykøbing-Falster, de skal møde i semifinalen.
- København har fået Kelly Dulfer tilbage, de har stor fysik, og så har de spillerne til at drille alle hold. De kan sagtens blive danske mestre igen, siger Lars Krogh Jeppesen.
Hård nød at knække eller ej. Favoritværdigheden ligger stadig hos Team Esbjerg, vurderer eksperten.
- De har god bredde og profiler, der stråler. De er stabile, og de har vundet de sidste syv kampe. De har mange strenge at spille på og er meget alsidige. De er lige dér, hvor de skal være, siger Lars Krogh Jeppesen.
Odense er hårdt ramt, men møder ustabile Herning-Ikast
I den anden semifinale skal de tidligere storfavoritter til DM-titlen, Odense, duellere mod Herning-Ikast. ”Tidligere storfavoritter” fordi holdet efteråret igennem tromlede al modstand over, men i foråret er blevet hårdt ramt af skader og har haft en række store udfald som følge heraf.
- Det kan godt være, at de inden sidste slutspilskamp (som man tabte 19-27 til København) allerede var gået videre, men man er altså afhængig af troen på egne evner i semifinalerne, og der må jeg sige, at deres bundniveau ikke har været godt.
- De mangler Mette Tranborg, der er helt ude, mens Mie Højlund er tvivlsom. Med dem ude er presset ekstra stort på de andre, der er tvunget til at præstere. Det er tid til, at Stine Jørgensen viser de kvaliteter, vi ved, hun indeholder. Hun skal gå forrest, siger Lars Krogh Jeppesen.
Semifinalemodstanderen fra Herning-Ikast kan ikke prale af at have været favorit til det danske mesterskab i indeværende sæson. De kommer til semifinalerne som det på papiret svageste hold og får ifølge Lars Krogh Jeppesen problemer mod fynboerne.
- De er semifinalernes ”dark horse”. De har nogle dygtige spillere som eksempelvis Sarah Iversen og Louise Burgaard, men holdet er simpelthen for ustabilt.
- Den ene kamp taber de kæmpestort til Esbjerg, inden de så vinder stort over Aarhus United. De taber, vinder, taber, vinder. Det er ustabilt.
- Derfor kan de selvfølgelig sagtens brænde en stor kamp af mod Odense, men det kræver, at mange ting går op i en højere enhed, siger Lars Krogh Jeppesen, der peger på to afgørende faktorer:
- Odense er selvfølgelig favoritter, men det kræver, at der rent angrebsmæssigt sker et løft. De må ikke lave ret mange tekniske fejl, for det vil give Herning-Ikast mulighed for at løbe mange kontraer. Nøglen for Herning-Ikast bliver omvendt at løbe på alt, der kan løbes på, siger Lars Krogh Jeppesen.
Esbjerg-København har kampstart klokken 14, mens Odense møder Herning-Ikast klokken 16. Begge kampe kan ses på TV2.