Kristina Kristiansen efter kontraktforlængelse: Jeg er ikke klar til udlandet

Bagspilleren forlængede lørdag sin kontrakt med Nykøbing-Falster Håndbold med yderligere fire år.

Kristina Kristiansen er ikke klar til at tage til udlandet. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Roar Roskilde, Team Tvis Holstebro og Nykøbing Falster Håndboldklub. Det er de klubber, der indtil videre har fået glæde af Kristina Kristiansens evner på en håndboldbane. Og nu kan NFH glæde sig over at have hende på holdkortet indtil 2022, efter hun i går forlængede sin kontrakt med klubben.

Mange har ellers talt om, at det nu måtte være hendes tur til at prøve kræfterne af i udlandet, men sådan skulle det ikke være i denne omgang.

- Jeg er ikke parat til udlandet. Om jeg bliver det? Det ved jeg ikke? Jeg har det rigtig godt her. Jeg elsker at spille håndbold. Og det er vigtigt for mig, at jeg elsker at spille håndbold og spiller. I stedet for at være i udlandet, hvor jeg måske ikke spiller så meget og ikke har det godt, siger Kristina Kristiansen til DR Sporten.

- Jeg kan godt lide at være i Nykøbing. Jeg har det godt her, jeg har en vigtig rolle. Jeg bor på Sjælland, hvor min familie og venner er fra. Jeg er sindssygt glad. Jeg er så glad for, det er på plads, og nu kan jeg tage det roligt og nyde det, og så give den fuld gas i fire år endnu her.

Kristina Kristiansen har spillet i Nykøbing Falster Håndboldklub siden 2015. I sidste sæson kulminerede det for Kristina Kristiansen og klubben, da de vandt det danske mesterskab.