Allerede fra næste år kommer der til at ske store ændringer i kvindernes bedste håndboldrække, hvor der blandt andet bliver indført et nedrykningsspil og et udvidet mesterskabsspil.
Det betyder, at nummer 9, 10 og 11 skal ud i et nedrykningsspil, hvor holdene møder hinanden ude og hjemme. Det dårligste hold derfra møder vinderen af opgøret mellem nummer to og tre i 1. division.
Nummer 12 i ligaen rykker direkte ned.
Mesterskabsspillet bliver udvidet fra seks til otte hold, som det er lige nu i den mandlige liga.
- Et stort input fra klubberne var at få elimineret den her tidlige sommerferie, som tre håndboldklubber i den kvindelige række og fem klubber i herreligaen går ind i marts-måned. Så der har været et stort ønske om at forlænge sæsonen, siger Thomas Christensen, der er formand for divisionsforeningen.
Tidligere kunne Jyllands-Posten også berette, at herreligaen vil opleve en lignende strukturændring, men det bliver altså ikke kun i mændenes række.
Thomas Christensen siger også, at der bliver arbejdet på at udvide kvindernes liga med to hold, så den bliver identisk med mændenes liga, men det vil under alle omstændigheder ikke blive for den kommende sæson.