Formand forklarer suspendering af cheftræner med 'frygtbaseret ledelsesstil'

Formanden for håndboldklubben Aarhus United, Jan Sogndal, kalder det 'yderst beklageligt', at han skal udtale sig i en verserende sag.

Heine Eriksen blev suspenderet fra sit cheftrænerjob i Aarhus United tidligere i maj. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix Denmark)

Tidligere på ugen kom det frem at den danske håndboldklub Aarhus United havde suspenderet sin cheftræner, Heine Eriksen.

Klubben forklarede ikke nærmere, hvad det var ved Heine Eriksens ledelsesstil, som ledte til en suspendering, men nu kommer klubbens formand med sin version af sagen. Også selv om sagen stadig behandles internt i klubben.

- Det er yderst beklageligt, at jeg som bestyrelsesformand i Aarhus United skal presses til at kommunikere inden den verserende sag med Heine Eriksen er færdigbehandlet, men af hensyn til spillertruppen har jeg ikke andet valg, skriver Jan Snogdal i en pressemeddelelse på Aarhus Uniteds hjemmeside.

Jan Snogdal skriver, at han gennem længere tid har haft en uoverensstemmelse med klubbens administrerende direktør, Mads Winther, som også er både sportschef og næstformand i klubben, om cheftræner Heine Eriksens ledelsesstil.

Heine Eriksen har været cheftræner i Aarhus United siden klubben blev etableret i 2017. (Foto: © John Randeris, Ritzau Scanpix)

I pressemeddelelsen fremgår det, at Jan Snogdal blandt andet blev gjort opmærksom på problematiske forhold i relation til debatten om ledelsesstilen i forbindelse med vejninger DHF-regi, og at han på et møde i midten af april med Mads Winther og Heine Eriksen krævede ændringer

- Mødet blev afsluttet med den fælles forståelse, at det af mig påpegede problem skulle bearbejdes, skriver Jan Snogdal.

Og så er vi tilbage ved den henvendelse, som klubbens bestyrelse fik den 13. maj, og som i første omgang førte til suspenderingen af Heine Eriksen. En henvendelse, som ifølge Jan Snogdal karakteriserede Heine Eriksens ledelsesstil som frygtbaseret og en kilde til mistrivsel.

- Hermed ændrede sagen i drastisk grad karakter, men bestyrelsen endte desværre i handlingslammelse, da Mads Winther i sin position som sportschef og næstformand for bestyrelsen ikke anerkendte validiteten af budskabet fra den store majoritet af spillerne.

- Endvidere henviste Mads Winther til, at Heine Eriksen blot gør det samme, som han har gjort i mere end 20 år i regi af DHF, skriver Jan Snogdal.

DR Sporten har forsøgt at få en kommentar fra Heine Eriksen og Mads Winther, men de har ikke ønsket at kommentere sagen.