Endelig godt nyt for Viborg: Damjanovic klar til kamp

Nyheder om en kommende profilflugt, skader og skrantende økonomi afløses nu for en stund af en positiv melding om serbisk stjernes tilbagekomst.

Christian Dalmose og kompagni har endelig fået lidt at glæde sig over. (© Scanpix)

Når Viborgs håndboldkvinder søndag løber på banen søndag til Champions League-opgøret mod Baia Mara fra Rumænien, så bliver det midt i en turbulent tid.

Flere profiler er på vej væk fra klubben og skader og sygdom har ramt holdet i sådan en grad, at målvogter Rikke Poulsen for nylig måtte agere fløj i nederlaget mod norske Larvik.

Alt nyt er dog ikke dårligt nyt for Viborg, der kan glæde sig over, at den serbiske stjerne Sanja Damjanovic er klar til kamp tidligere end forventet efter en skadespause.

- Hendes træning er gået bedre, end vi lige havde regnet med, så det tyder på, at hun kan være med i truppen på søndag. Det betyder, at truppen bliver lidt bredere, for hun er nok ikke en spiller, der kommer til at spille fuld tid lige med det samme, siger træner Christian Dalmose.

Stort plus

Christian Dalmose regner med, at serberen trods begrænset spilletid kan blive dominerende.

- Kan hun gå ind og spille to gange 10 minutter, så er det er et stort plus for os. Vi skal selvfølgelig også passe på hende, så hun kan bygge stille og roligt op. Hun skal tilbage til sin gamle form i løbet af den næste måneds tid. Hun er ikke på toppen endnu, men bare det, at jeg kan have hende med i truppen og hun kan komme kort ind, det kan gøre en kæmpe forskel, siger Dalmose.

- Det er meget vigtigt, at hun i det hele taget bare er med. Hun kommer til at påvirke de andre med en masse energi og gåpåmod, så det er en ekstremt glædelig nyhed.

Sanja Damjanovic og Viborg HK kan opleves på DR1 på søndag fra klokken 15:05 mod Baia Mare i Champions League.