Gulddysten i den danske kvindeliga kommer igen til at stå mellem Team Esbjerg og Odense Håndbold.
Mens vestjyderne allerede bookede finalepladsen i tirsdags ved at banke Nykøbing Falster Håndboldklub med 11 mål, måtte Odense Håndbold ud i en tredje og afgørende semifinale lørdag mod Ikast Håndbold.
Her vandt fynboerne 27-24.
- I de sidste to kampe havde vi en virkelig stærk defensiv, og vi kunne se, at Ikast havde det svært i dag, siger Odense-spilleren Lois Abbingh til TV 2.
Dermed bliver finalen en gentagelse fra sidste sæson, hvor Odense Håndbold trak sig sejrrigt ud af finalekampene mod Esbjerg.
'Man kan godt sige, de er favoritter'
De to klubber har været en magtfaktor i dansk håndbold de seneste år. Man skal tilbage til 2018 for at finde en dansk mester, som ikke var enten Odense eller Esbjerg. Dengang vandt København Håndbold guldet.
Denne sæsons pokalfinale, som blev spillet i april, var også et møde mellem vestjyderne og fynboerne, som Esbjerg vandt 33-22. Dermed har Team Esbjerg muligheden for at sikre "the triple" - at vinde både pokalturneringen, det danske mesterskab og Champions League.
I næste weekend spiller Team Esbjerg Final4-stævne i Champions League, hvor ungarske Ferencváros venter i semifinalen.
Dermed tyder noget på, at magtbalancen er tippet en smule til Esbjergs side. Det erkender Odense-profilen Lois Abbingh også.
- De ser stærke ud og er i Final4, så man kan godt sige, at de har en fordel og er favoritter, siger Lois Abbingh til TV 2.
Den første af potentielt tre DM-finaler spilles på tirsdag.