Burgaard skifter til FC Midtjylland

Landsholdsspilleren skifter efter sommerferien fra Viborg HK til FC Midtjylland.

Louise Burgaard forlader - som så mange andre - Viborg HK. Landsholdsspillerens nye klub bliver FC Midtjylland. (Foto: © DR, DR Sporten)

FC Midtjylland har sikret sig en af den danske håndboldligas største navne. Louise Burgaard skifter efter sit kontraktudløb i sommeren 2015 fra Viborg HK til lokalrivalerne fra FCM.

- Jeg ser frem til et nyt kapitel i min håndboldkarriere. FCM er en spændende klub med et godt setup, et godt træningsmiljø og en bred trup, og jeg glæder mig til at møde ny inspiration, siger Louise Burgaard til FC Midtjyllands hjemmeside.

- Samtidig ser jeg frem til at spille sammen med flere af spillerne på det danske landshold, og jeg tror, at dette er et rigtig skridt for mig henimod såvel VM i december og OL i 2016, siger Burgaard.

22-årige Louise Burgaard har spillet 66 landskampe med 175 mål til følge. I FC Midtjylland er man da også begejstrede for at kunne tilknytte højrebacken på en treårig kontrakt.

- Louise Burgaard passer godt ind i vores spil. Hun er dygtig i kontrafasen og i det hurtige spil, som vi gerne vil spille, siger cheftræner Helle Thomsen.