Efter det klare nederlag til Rumænien fredag, er Danmark pressede inden lørdagens møde med Montenegro, der gælder en plads til OL i Rio til sommer.
De danske kvinder tabte med syv mål i første kamp i puljen, hvor to hold kvalificerer sig til OL. En svær opgave venter også lørdag, hvor Montenegro er modstanderen. En modstander højreback Camilla Dalby kender rigtig godt.
- De er gode. De kender hinanden rigtig godt. De spiller næsten alle sammen i Buducnost, og dem der ikke spiller der nu, har været der på et tidspunkt. Den måde, de spiller på landsholdet, er den samme måde, de spiller i klubben. Så det er bare at føre et klubhold ind i landsholdsdragter, og det giver en tryghed for dem.
- De har vundet meget med det spilkoncept, de har. De har en stor tro på det, og de kender det til hudløshed. Dermed ikke sagt, at det bliver umuligt. Vi har altid spillet tætte kampe mod Montenegro, så hvorfor skulle vi ikke kunne tage dem i morgen, siger Dalby til DR Sporten.
Alt kan ske
Der er ingen tvivl om, at Montenegro er favoritter til kampen mod Danmark, og der skal en stor præstation til slå de stærke montenegrinere.
Men større overraskelser har før fundet sted i håndbold, og i landsholdslejren er troen bestemt til stede.
- Alt er muligt, og vi skal helt gå efter det og tro på det hele vejen. Vi må komme fra baghjul, og så må vi sætte den op i sjette gear og give fuld hammer. Vi kan ikke gøre andet end at tro på det, og jeg skal gøre alt for at gå helt amok i morgen. Vi må bare gøre det bedste, vi kan, siger Rikke Poulsen.
Den danske landstræner Klavs Bruun Jørgensen er af samme opfattelse.
- Jeg tror på, at alt kan ske i håndbold. Vi slog dem med otte i en halvsløj kamp til VM, og det skal vi tro på, vi kan gøre det igen. Men det vigtigste er, at vi vinder. Der er stadig en kamp søndag, hvor Rumænien kan slå Montenegro.
- Der skal være nerver på. Dem skal vi smide af os og hamre til dem, slutter landstræneren.
Kampen mellem Danmark og Montenegro starter kl. 20.00, og den kan følges direkte på DR1, i LIGA på P3 og på dr.dk/sporten.