En Mette havde lige åbnet, da en anden Mette lukkede ned.
Det lignede opskriften på et antiklimaks.
Knæskadede Mette Tranborg vekslede 12 måneders benhård genoptræning til sine første ti minutters haltræning for Odense Håndbold. To dage senere, 11. marts, trådte Mette Frederiksen op på podiet i Statsministeriets Spejlsal.
- Velkommen til pressemødet. Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere, lød det fra statsministeren.
- Jeg fik lige lov til at snuse til håndbold, og så blev det hele lukket ned, siger Mette Tranborg.
Efter et kompliceret forløb, op og ned, genoperation efter syv måneder, skulle Odense-spilleren endelig i gang, små skridt, men trods alt i gang - og så kom krisen.
Det gav en 'både og' følelse i maven. Heldigvis viste det sig, at Mette Tranborg fik en decideret coronaoptur. Sammen med Line Hovgaard-Hansen (fysisk træner i Team Danmark, red.) fandt håndboldspilleren den perfekte balance mellem hårdt arbejde og restitution, hvilket knæet responderede rigtig godt på.
- Set på den lange bane har det været fint for knæet at få to måneder ekstra uden noget pres. Så jeg kan sagtens se det positive for mig i, at der har været den her tvungne pause, siger Mette Tranborg.
Resultatet er nu, at landstræner Jesper Jensen har prikket et af dansk håndbolds mest lovende talenter på skulderen og bedt hende møde ind til landsholdssamlingen i denne uge.
- Jeg blev mega, mega glad over udtagelsen. Jeg havde ikke forventet det, men jeg havde selvfølgelig håbet på det. Det er virkelig privilegeret, at jeg kan få lov til, nærmest direkte fra min skade, at gå ind i et virkelig godt træningsmiljø, så snart jeg er klar, siger Mette Tranborg.
De senste uger har kvindelandsholdsspillerne i mindre grupper haft mulighed for at deltage i frivillige træninger under Jesper Jensens ledelse, hvor Tranborg har trænet fuldt med uden nogen former for usikkerhed om, hvorvidt knæet ville holde.
- Det har været rigtig godt, men jeg er måske også nem at imponere i øjeblikket, fordi jeg synes, alt håndbold er fedt, griner landsholdsspilleren.
Den danske ligasæson blev afblæst i april uden det slut- og medaljespil, som normalt kulminerer med finaler i midten af maj. Det havde Mette Tranborg faktisk tidligere på året afskrevet fuldstændig og i stedet forberedt sig på, at næste kamp blev i hendes kommende klub Team Esbjerg efter sommerferien, men...
- Jeg har i den seneste måned tænkt, at hvis der var kampe, ville jeg godt kunne være med, siger hun.
- Fysisk er jeg et andet sted, end jeg var før min skade, og jeg har virkelig haft tid og plads til at bygge på. Jeg føler mig faktisk stærkere, end jeg nogensinde har været, siger Mette Tranborg.
Slutrunden på hjemmebane er et kæmpe mål
Det tager under ét sekund at få en korsbåndsskade. En forkert landing, et moment af uopmærksomhed eller ubalance.
For Mette Tranborg er det i dag over 15 måneder siden, at hun en søndag aften i Frankrig fik et vrid i sit højre knæ under Champions League-kampen mod Brest.
Bum.
Farvel sæson, farvel VM-slutrunde i Japan. Goddag krykker, genoptræning og indre mentale armlægninger.
Hovedbrud har der været mange af, erkender Tranborg. Særligt omkring december måned, da hun fra sofaen måtte se landsholdskollegerne under verdensmesterskabet.
- Til de første VM-kampe havde jeg lige en grænse, jeg skulle over. Det var virkelig hårdt. Det gik ikke særlig godt med knæet i den periode, så jeg følte, at jeg var langt fra noget, der mindede om at være på landsholdet.
- Det gjorde det bare endnu sværere at se. Det har intet at gøre med, at jeg ikke bakkede pigerne op, men det var virkelig en test at skulle se de kampe, siger Mette Tranborg.
Hvis du føler dig klar til at spille nu, hvad er dine tanker så i forhold til EM-slutrunden på hjemmebane til december?
- Den er et kæmpe mål. Og jeg synes ikke, at det er et urealistisk mål, siger Mette Tranborg.
Det afhænger selvfølgelig af mange ting. Følelsen i knæet er god, usikkerheden ikke tilstedeværende, men den berømte rust skal jo bankes af. Sådan noget sker ikke over natten, er landsholdsspilleren udmærket klar over.
- Én ting er, at jeg godt kan lide at spille håndbold og kan ramme et nogenlunde niveau, men derfra og til en slutrunde, er der langt. Men jeg vil helt sikkert prøve at komme med, siger hun.