Line Jørgensen: Jeg spiller ikke OL-kval

Den danske venstreback melder sig selv ude af OL-kvalifikationen, men kun for ikke at blive skuffet. Der er et spinkelt håb.

Line Jørgensen melder sig ud af OL-kvalen men... (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Den danske højreback Line Jørgensen vil hellere blive glædeligt overrasket end dybt skuffet, så når talen falder på de kommende kvalifikationskampe til OL for kvindelandsholdet, så er meldingen fra den knæskadede Jørgensen noget nedslående.

- Når folk spørger mig, så siger jeg, at jeg ikke kommer til at spille. Jeg vil ikke sætte min næse op efter, at jeg bliver klar, siger Line Jørgensen, der dog kan berette om fremgang i genoptræningen.

- Det går som det skal. Det går fremad. Jeg mangler stadig noget muskelstyrke, og så håber jeg, jeg kan begynde at løbe i den kommende uge. Så må vi se, hvordan jeg reagerer på det. Det skulle gerne gå godt, så jeg kan begynde at få lidt håndboldbevægelser på.

Måske en forsvarstjans

Alt håb er altså ikke helt ude for Line Jørgensens deltagelse i de svære kvalifikationskampe mod Rumænien og Montenegro om mindre end en måned, men højrebacken understreger, at skulle hun blive klar, så bliver det ikke en Line Jørgensen for fuld damp.

- Hvis jeg skal nå at blive klar, så bliver det formentlig i et begrænset omfang, hvor jeg kun kan være med i forsvaret. Det stadig meget svært at sige, om det overhovedet er en mulighed. Det handler også om, at kunne spille på et vist niveau, når modstanderne er Rumænien og Montenegro, siger Line Jørgensen.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har indskrevet Line Jørgensen i sin bruttotrup til OL-kvalifikationen, men har ikke tænkt sig at presse højrebacken til at forcere noget.

I stedet er han så småt begyndt at arbejde på en plan b, da en anden højreback, Louise Burgaard, definitivt er ude.

Hør hvad den plan går ud på i klippet herunder.