Klavs Bruun: Hellere harpiks end musikvideo

Kvindelandsholdet i håndbold brugte torsdagen på at indspille en musikvideo. Landstræner Klavs Bruun havde hellere brugt tiden på håndbold.

Den danske kvindelandshold i håndbold er i øjeblikket samlet for at forberede sig på den VM-slutrunde, som Danmark afholder til december.

Torsdag var harpiksen dog pakket væk og i stedet stod den på musikvideo med Zindy Laursen, der står bag den officielle VM-sang 'Heart of Handball'.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen var også til stede ved optagelserne af musikvideoen, men den kontante træner havde hellere brugt tiden på noget andet.

- Det er jo en hyggelig dag, og det er vist det. Med den begrænsede tid, vi har, så ville jeg jo nok hellere have spillet håndbold, siger Klavs Bruun Jørgensen, der dog kunne fornemme, at hans spillere vist morede sig ok med at lave musikvideo.

- Jeg tror, det er lidt blandet. Jeg tror, de synes, det er meget sjovt. Det er det også. Og det er fint. Så på den måde har vi det rigtig fint socialt sammen. Det er altid godt til at ryste folk sammen, men der skal ikke herske tvivl om, at jeg helst ville have brugt tiden med noget håndbold i stedet for, siger Klavs Bruun Jørgesen, der ikke er bange for at tage den en gang til for prins Knud.

- Jeg er ikke stresset, men jeg vil bare hellere bruge tid på håndbold.