Danmarks skadede anfører: Bliver hårdt at se fra sofaen

Line Jørgensen kan ikke være med i Danmarks OL-kvalifikation på grund af en knæskade.

Skadesramte Line Jørgensen håber, at hun til sommer igen kan trække i den røde-hvide landsholdstrøje, hvis Danmark kvalificerer sig til OL. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

I aften har Line Jørgensen ikke hænderne fulde af harpiks, nok snarere Haribo.

I hvert fald må hun se med fra sofaen, når Danmark i aften indleder OL-kvalifikationen med en kamp mod Rumænien.

- Jeg ville rigtig gerne have kunnet være med i de her kampe. Det bliver hårdt at se kampene fra sofaen, siger Line Jørgensen.

26-årige Jørgensen har siden starten af 2016 været ude med en knæskade, og det har længe virket urealistisk, at hun skulle nå at blive klar til OL-kvalifikationskampene.

Vil med til Rio

Men kvalificerer Danmark sig til sommerens OL, bør Line Jørgensen kunne nå at blive sin skade kvit. Derfor håber landsholdets normale anfører naturligvis også, at Klavs Bruuns Jørgensens mandskab formår at booke billetten til Rio:

- OL er noget af det største, man kan være med til. Så jeg håber virkelig, at Danmark kvalificerer sig, og at jeg kan være med på holdet, siger Jørgensen.

Danmark er i OL-kvalifikationsgruppe med Rumænien, Montenegro og Uruguay.

Aftenens kamp mod Rumænien går i gang kl. 19.00. Du kan se kampen på DR1, høre den i radioen på P3 eller følge den i livetekst på dr.dk/sporten